Når der fra politisk hold har lydt en kraftig indskærpelse til rektorerne om at rette opmærksomheden imod den politiserende forskning, så har forskerne være hurtige til at springe i forsvarsposition og med næb og kløer benægte det for enhver anden åbenlyse, at et antal moderne forskningsfelter kun eksisterer i kraft af, at de er aktuelle i en pågående nutidig politisk debat og ellers ingen eksistensberettigelse har som selvstændige fagområder på en højere læreanstalt.
Når det teologiske fakultet frem for det sundheds- eller samfundsvidenskabelige fakultet – af Gud må vide hvilken årsag – føler sig nødsaget til at lægge navn til forskning i eksempelvis ”tykhed”, så kalder det på fakultetsmæssig selvransagelse.
Der var ikke med Dina Amlunds tykforskning tale om, at fakultetet understøttede relevant teologisk forskning, men et ønske om eller en følelse af nødvendighed af, at institutterne nu om stunder er nødsaget til at måtte føje den voldsomme akademiske tendens, der de senere år har gjort det lettere at få udgivet forskning, hvis man har tilføjet et buzzword, der rimer på hvidhed, fedme eller interkøn.
Universiteterne lever af, at deres forskning bliver citeret, og de bliver belønnet for at udgive deres ”videnskab” i forskellige tidsskrifter. Så at påstå, at universiteterne ikke er nødt til – til en vis grad – at lade sig politisere for at kunne tjene pengene hjem igen og vinde citationer, vil være en direkte løgn.
Tykforskning på det teologiske fakultet er blot ét blandt mange håbløse eksempler på forskning, der aldrig skulle have været foretaget. I hvert fald ikke i den ramme.
Dina Amlund fører sit eget personlige korstog imod en verden, der fra hendes perspektiv som tyk er ond og uretfærdig. Givetvis er det ikke sjovt at være tyk altid.
Men når hendes tykhedsagenda i forsøget på at skabe en eller anden form for teologisk relevans bliver brugt til en voldsomt snæversynet og ultrapolitiserende analyse af den traditionelle vestlige gengivelse af den lidende Kristus på korset som symbol på en ”tynd, hvid mand”, så er man røget for langt ud ad en vanartet akademisk tangent, som man redaktionelt burde være blevet stoppet på, længe inden det kom så vidt.
Amlund kritiserer således her i avisen den 2. juni med en total mangel på teologisk og historisk-antropologisk indsigt: ”Det handler om vores billede af det guddommelige, der i kirken ofte bliver fremstillet alt for snævert, når det altid er en tynd, hvid mand på korset.”
Kirkens motivation har aldrig været at ytre sig om kroppens udseende eller at dømme ”tykke”. Tror man, at det er et mål for kirken, så har man på alle måder misforstået ikke blot, hvad kirken vil, men også, hvad Kristus står for.
Når Amlund således trækker sin egen private agenda ned over 2000 års religionshistorie, negligerer hun bevidst samtidig al viden om, hvilket samfund den kristendom, som hun nu så voldsomt kritiserer, er formet i.
Amlund vælger at anlægge en blind vinkel, fordi det er møgirriterende at skulle forholde sig til historiske og antropologiske fakta, når disse ikke understøtter ens eget verdensbillede.
Således vælger Amlund aldrig at forholde sig til, at Kristus-figuren for det første afspejler de samfund, hvori han blevet tilbedt i de første mange århundreder. Kristus er hvid i Vesten, fordi han her er blevet tilbedt i områder, der overvejende for ikke at sige nærmest udelukkende har været beboet af hvide mennesker frem til 1900-tallet.
Naturligvis kommer gudebilledet til at afspejle befolkningens refleksion af sig selv over tid. Det er områder, hvor de kulturelle bærere, der har påvirket kirken, har været befolkningerne i Det Romerske Imperium, Frankerriget, Britannien, de germanske områder, de ortodokse russiske territorier med flere. Kæmpe geografiske områder, hvor man aldrig havde set en mørklødet person.
Det har slet ikke været en del af deres begrebsverden, at Kristus kunne være af arabisk mørklødet afstamning. Sekundært er det fuldstændig irrelevant, hvis man teologisk forstår, at det, man tilbeder, er Gud bagved og ikke en billedlig repræsentation. Korset tilbedes ikke. Den lidende statue tilbedes ikke. Men peger videre mod den troendes personlige gudsbillede.
Calvin og Luther var rygende uenige om dette, netop fordi Calvin kraftigt advarede imod billeddyrkelsen og frygtede, at den førte til dyrkelse af ikonet frem for guden.
I den lutherske kirke er vi ikke enige i det synspunkt. Vi er teologisk bevidste om, at Kristus på korset over alteret ikke er den Kristus, vi tilbeder, men at det blot er en illustrativ kunstnerisk gengivelse.
Det fører mig videre til min anden pointe, nemlig, at man i kirkerne ser Kristus afbildet på temmelig mange forskellige måder, hvis man gider gøre sig besværet med at se efter.
Lige fra den sejrende hvide Krist til den pestsyge nidding på Isenheimalteret. Fælles for den senere vestlige gengivelse af Kristus frem for den østlige er dog, at fokus på Kristus som den sejrende ”hvide” Gud, Christus gloriosus, på et relativt tidligt tidspunkt blev erstattet med den lidende Kristus, Christus patiens, der netop sigtede mod at være til stede for menigheden som en spejling af deres eget liv. Liv, der langt op igennem middelalderen og helt frem til moderne tid for den hårdtarbejdende landbefolkning har været præget af nød, elendighed, hårdt arbejde, sygdom, pludselig død og – sult med det meget naturlige resultat, at folk op igennem tiden aldrig nogensinde har delt Amlunds kropsbygning, medmindre de tilhørte en meget snæver del af den herskende klasse.
Tykhed var førhen et magttegn. Et statussymbol. Et tegn på overdreven velstand i voldsom kontrast til det liv næsten alle andre mennesker kunne leve. Kristus var i sin sygeligt afpillede tyndhed til stede hos de svage og syge. Enkerne og de faderløse led han sammen med, når han tørstende i sin lidelse tiggede sine bødler om at måtte få vådtet sine tørstende læber med eddikesvampen.
Der var intet attråværdigt i denne fremstilling af Kristus. At tage den traditionelle historiske skildring af Kristus til indtægt for at være reproducering af den tynde krop som ideal er en stor, fed anakronisme.
Behovet for at forme debatten om Kristus synes for Amlund mere at handle om hendes personlige issues med sin tykhed end om relevant akademisk arbejde.
Det teologiske fakultet burde i kølvandet på den seneste uges hestilling fra videnskabsministeren holde sig for god til at lade præcis den slags personlige politiske agendaer, som Amlund er repræsentant for, forplumre grænserne mellem forskning og holdning, når man fremover udvælger sine ph.d-studerende.