Efter godt et år med corona, hvor det offentlige har postet milliarder i hjælpepakker, og hvor statsministeren har belært skeptikere om, at det der med, at gæld skal betales tilbage, er gammeldags tænkning, har virkeligheden indfundet sig.
Kommuner og regioner har lavet aftaler om økonomien det kommende år, og her er der ikke lagt op til løssluppenhed. Det kan der være meget godt at sige om, for velfærdsniveauet i Danmark er på mange måder højt, og det samme er skattetrykket.
Alligevel er der grund til bekymring. For de allermest udsatte – mennesker med handicap og udsatte børn – er der ikke sat ekstra midler af til, som kommunerne havde ønsket sig. I stedet har de fået lov at beskære andre området for på den måde at skabe bedre vilkår for handicappede og udsatte børn. På sin vis ligger det godt i tråd med det kommunale selvstyre, som i de senere år er kommet under pres, når Folketinget har øremærket puljer til minimumsnormereringer i daginstitutioner og hyppigere bade til ældre
Men ved at undlade at give kommunerne større økonomisk råderum er der lagt op til endnu et uskønt slagsmål, hvor sorteper i høj grad risikerer at havne hos de mest sårbare borgere. Det er svært at forestille sig byrådspolitikere lægge sig ud med store vælgergrupper som ældre og børnefamilier i et valgår.
Selvom det er populært at tale om decentralisering i disse år, er spørgsmålet imidlertid, om ikke nogle områder er så dyre og så specielle, at ansvaret for dem bør flyttes fra de 98 kommuner til færre og større enheder. Hvor der er større faglighed, og hvor en enkelt udsat familie eller en tilflytter med alvorligt handicap ikke kan vælte kommunens budget, som tilfældet er i dag.
Men regeringen og kommunerne har valgt at kortslutte den undersøgelse, der er i gang om, hvor opgaver inden for handicapområdet er bedst placeret, ved at fastslå, at ansvaret forankres bedst i kommunerne. Som altså ikke tilføres flere midler.
Der er imidlertid grund til at betvivle, at netop kommunerne altid har kompetencerne. Halvdelen af de sager, udsatte borgere rejser hos Ankestyrelsen, bliver således omgjort, og nogle gange bliver der desuden begået bevidste lovbrud. Således kom det tidligere på året frem, at en ledende medarbejder i en kommune beordrede sagsbehandlerne til at finde besparelser på børnesager. Hvis ikke, kunne det koste både ham og medarbejderne jobbet.
I dag er der familier, som føler sig nødsaget til at flytte til en anden kommune for at få den hjælp, de har brug for, ligesom det heller ikke er ualmindeligt, at man tilkøber sig hjælp, ligesom de mest ressourcestærke hyrer socialrådgivere for at sikre sig sine rettigheder. Den forståelige reaktion fra udsatte borgere gør også, at kommunerne vogter på hinanden. Ingen har lyst til at hæve niveauet og dermed tiltrække nye (dyre) borgere. Der er brug for nytænkning, og der er brug for, at kommuner og Folketinget stopper med at tørre ansvaret af på hinanden. Det er ikke en velfærdsstat værdigt.