Kristeligt Dagblad mener: Tal højt om seksuelle krænkelser

Den svære samtale om krænkelser i kirken bør føres offentligt

Der er formentlig ikke flere krænkelser i folkekirken end i andre organisationer. Interne undersøgelser har ikke afdækket omfattende problemer. Og der er heller ikke fremlagt nogen overvældende historik for overgreb.

Men der dukker alligevel sager op, som det er blevet beskrevet i avisen på det seneste. Størst opmærksomhed har klagen over københavnerpræst Flemming Pless fået. Fem kvinder siger, at sjælesørgerisk samvær med præsten er blevet misbrugt til forførelse, ligesom fortrolige samtaler med præsten skal være blevet lækket. Det kan være et brud på dekorumreglerne, der sætter rammer for, hvor upassende en præsts adfærd kan være.

Den slags skal ikke ud i offentligheden, for det er personalesager, siger folkekirkens top. Det er et solidt etisk princip, der beskytter den anklagede. Men det har den utilsigtede sideeffekt, at folkekirken reelt kommer til at tie om en særlig type udfordringer.

Man har ganske vist været hurtig til at gå til politiet, når det drejer sig om klare seksuelle overgreb. Det sås i Tømmerupsagen, hvor flere unge under 18 år blev misbrugt. Men anderledes ser det ud med de gråzonetilfælde, som ikke er straffesager, men bare fører til klager over grænseoverskridende adfærd.

MeToo er mange ting. Mange steder i samfundet har det handlet om grove krænkelser på arbejdspladsen. Men i de kirkelige sager drejer det sig tilsyneladende ofte om præsters adfærd eller forhold til personer fra menig-heden i bred forstand, ikke politisager. Fire sager med den konstellation har været fortalt i den seneste tid.

Og hvad gør folkekirken? Der lægges handlingsplaner og loves markant handling. Men de fleste tiltag ser fremad og glemmer fortiden. Den bagudskuende del holdes internt. Det betyder, at det er svært at få at vide, hvad folkekirken kender til af krænkelser og overgreb.

Der er intet, som ville forhindre folkekirken i at præsentere oversigter over, hvor mange af disse sager man har haft. Man kunne lægge en samlet analyse frem af, hvad der gik galt, og hvilke mønstre der findes i folkekirken. Man kunne fortælle, hvordan man har håndteret dem, eller offentliggøre klagestatistikker. Alt dette kunne gøres uden at nævne personnavne.

Men mens andre samfundsaktører har reageret tydeligt på MeToo-sager, er der stille i folkekirken. Ikke fordi nogen forestiller sig, at der ikke findes den slags i kirken. Man taler bare ikke højt om det.

Tavshed kan være en usikker strategi i en moderne kirke, der ønsker at signalere åbenhed. For noget er i bevægelse. MeToo-bølgen har flyttet opmærksomheden fra krænker til krænket, fra generelle forklaringer til menneskehistorier om svigt og tvang. Folkekirkens strategi kan komme til at virke gammeldags. I sidste ende er kirkens opgave ikke at beskytte sine ansatte, men at skabe tillid til det budskab, man er sat til at forkynde.

Det har længe været diskuteret som om krænkelser og overgreb hørte til i andre kirkesamfund. Men den tid er ovre.