Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. For på overfladen har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, brugt de fem år siden det mislykkede kupforsøg i 2016 på at cementere sin magt, fængsle politiske modstandere, dommere og journalister og give sig selv næsten ubegrænset magt over det folkerige land i Europas sydøstligste hjørne.
Men man skal ikke kradse meget i overfladen, før det står klart, at præsident Erdogan har sin storhedstid bag sig.
Da han kom til magten som premierminister tilbage i 2003, var det på ryggen af en økonomisk medvind, som løftede store dele af den tyrkiske befolkning ud af fattigdom og skabte grundlaget for Erdogans massive popularitet. Samtidig stod han for en markant værdipolitisk og islamistisk dagsorden, som skulle genrejse den nationale stolthed og muslimske identitet, som i mange år var blevet nedtonet af mere sekulære og europæisk sindede kræfter især i Istanbul og de større byer. I mange år var kombinationen af økonomisk vækst og religiøs vækkelse en stærk motor for Erdogans popularitet, som voksede og voksede.
Erdogan kunne bruge bedrevidende europæiske politikere som prygelknabe, udnytte flygtningestrømme som politisk klemme og føre sig frem som storpolitisk aktør med osmannisk retorik om fordums og fremtids storhed. Men den tid er forbi.
Det skyldes først og fremmest, at Tyrkiets økonomi er alvorligt skrantende. Udenlandske investorer flygter, den tyrkiske lira falder markant, inflationen galopperer derudad, millioner af tyrkere er skubbet tilbage i fattigdom, og coronakrisen har forværret udviklingen i landet markant. Samtidig har den tyrkiske forretningsmand Sedat Peker med en række hårdtslående korruptionsanklager på YouTube i den grad sat skår i præsidentens image som folkets mand og retfærdighedens vogter.
Med Joe Biden som præsident i USA er Erdogans manøvrerum også blevet begrænset, ligesom et mere selvsikkert EU, der blandt andet stod fast, da Erdogan sidste forår sendte et stort antal flygtninge mod den græsk-tyrkiske grænse, ligeledes har mindsket Erdogans handlemuligheder. Endelig har Erdogan og AKP mistet magten til oppositionen i flere større byer, herunder Istanbul og Ankara, og en landsdækkende måling giver den laveste opbakning til AKP i partiets historie.
Der er endnu to år til, at der senest skal afholdes valg i Tyrkiet, og med sin stærke kontrol over medier, domstole og parlament er det naturligvis for tidligt helt at afskrive Erdogan. Men et Tyrkiet efter Erdogan kan blive virkelighed, førend vi aner det. Her bliver det afgørende, at Europa fastholder et pres for demokratiske reformer i et land, som alt for længe har bevæget sig i den forkerte retning. Samtidig er det nødvendigt at bevare en tilpas grad af diplomatisk åbenhed for et land, som er et vigtigt og militært stærkt medlem af Nato. Uanset hvad er det i Europas interesse, at Tyrkiet orienterer sig mod os i stedet for lande som Rusland og Kina.
I sidste ende er det den tyrkiske befolkning selv, som skal afgøre landets fremtid. Lad os håbe, at de formår på demokratisk vis at sende en præsident, som har bragt landet i en trist forfatning, på snarlig pension.