Kristeligt Dagblad mener: Demokrati kræver et fællesskab

Grundlovsdag er værd at fejre, for demokrati er ingen selvfølge. Demokrati som styreform går desværre tilbage på verdensplan

Kristeligt Dagblad mener: Demokrati kræver et fællesskab
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Da den grundlovgivende forsamling i foråret 1849 vedtog den første demokratiske forfatning i Danmark, var der ingen pressefotograf til at forevige den historiske begivenhed. Fotografiet var dengang i sin spædeste vorden, og det historiske øjeblik er som billede alene blevet videreformidlet til eftertiden af den kendte guldaldermaler Constantin Hansen. Han fik af rigmanden og politikeren Alfred Hage til opdrag at male den forsamling, som gav riget dets grundlov. Det gjorde han med 15 års forsinkelse og udstrakt kunstnerisk frihed.

Det store maleri, som i dag hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød, rummer ud over de grundlovgivende fædre også en række forfattere, komponister og andre åndspersoner, som fik lov til at komme med i billedet, men aldrig havde været med blandt grundlovsgiverne.

Det giver trods kunstnerens manipulation med de historiske kendsgerninger faktisk god mening. Den demokratiske styreform, som med Grundloven trådte i kraft den 5. juni 1849 (i morgen for 172 år siden), kan nemlig ikke overleve uden et særligt åndeligt indhold. Den er ikke alene holdt oppe af politikere og princippet om flertalsafgørelser, men af et samfund med engagerede borgere og et levende og rodfæstet kultur- og åndsliv.

Demokratiet er uløseligt forbundet til nationen og nationalstaten. Der findes ingen velfungerende overnationale demokratier, og der findes ingen velfungerende demokratier, som ikke hører hjemme inden for rammerne af en nation.

Der findes heller ingen virkeligt velfungerende og selvgroede demokratier uden for den kristne kulturkreds. Det betyder ikke, at kristendom historisk set har ført til demokrati, men derimod, at der i den kristne verden har været et sæt af værdier og et syn på mennesket, som med tiden har skabt grobund for at give hver borger en stemme i styringen af landet.

Det danske demokrati er vokset frem i en muld af dansk sprog, historie, kristendom, kunst og kulturliv, fælles normer og fælles værdier. Alt dette har skabt en folkelig fællesskabsfølelse. Den er kommet nedefra og kan ikke konstrueres ovenfra. Den er båret af en lang tradition.

Et velfungerende demokrati handler således ikke kun om troværdige valg og afstemninger.

Noget af det, der holder et demokratisk samfund sammen, er, at der ikke opstår for store kløfter og for store modsætninger i befolkningen. USA og Storbritannien er i disse år to skræmmeeksempler på splittede folk. Demokratiets styrke afhænger af, hvordan en befolkning evner at håndtere modsætninger. Der skal være en vilje til samtale og til at indgå kompromisser. Det styrker tilliden mellem mennesker, hvis man kan lytte til hinandens synspunkter.

Derfor er medier, museer, biblioteker, teatre, biografer og kirker så vigtige. Her møder man ikke kun alt det, man er fortrolig med, men også det anderledes og det fremmede, det mærkelige og det uforståelige. Man oplyses, man opbygges, og man får udvidet sit udsyn og sin ånd.

Demokratiets styrke står og falder med åndslivet i landet. Hvis det blegner, og den fælles kultur opsplittes i mange små og separate kulturer, hvor folk dyrker deres særpræg og ikke det fælles, vil det virke opløsende.

Demokrati som styreform går desværre tilbage på verdensplan. Autokratiske styrer vinder frem. Det autoritære har en tiltrækningskraft på mange, der har svært ved at leve med kompleksitet. Grundlovsdag er værd at fejre, for demokrati er ingen selvfølge.