Som beskrevet her i avisen den 4. juni er det meget oppe i tiden, at diverse lande skal sige undskyld for historiske ugerninger, ikke mindst med relation til vestlige landes kolonisering af lande i Den Tredje Verden.
Men hvornår giver en undskyldning mening, og er der ikke en meget stor risiko for, at undskyldninger blot tjener til demonstrationer af selvgodhed og historieløshed? Til syvende og sidst er det besynderligt, at mennesker, som ikke har koloniseret lande eller gjort andre mennesker til slaver, nu skal sige undskyld til mennesker, der aldrig selv er blevet koloniseret eller har været slaver.
Og går man først i gang med at undskylde for begivenheder i historien, så er der dybest set ingen grænser for, hvad man med vore dages moralske og politiske målestok kan finde på, at der skal undskyldes for. Skal vi også sige undskyld for vikingernes erobringstogter? Skal vi bede svenskerne om at sige undskyld for massakren i Rønneby i 1564? Hvem bliver klogere eller gladere af det?
I kravet om en undskyldning ligger ofte en grundlæggende mangel på forståelse for historiens betydning og for, hvordan historie kan og skal tolkes. Der er hyppigt tale om en moralsk dom over begivenheder i fortiden, som udelukkende tager udgangspunkt i vore dages moralske opfattelse og i bund og grund mangler forståelse for, hvordan datidens mennesker så på sagen.
Men hvis man kun vurderer fortidens begivenheder og fortidens mennesker efter vore dages normer, så forstår man ikke meget af deres tankegang – og dermed forstår man ikke, hvordan historien udviklede sig, som den nu gjorde, og i virkeligheden heller ikke, hvordan vore dages samfund er blevet, som det er. Vi er et produkt af fortiden, men fortiden er ikke et produkt af os, og ingen bliver klogere af at ”rette” på, hvad man i dag måtte mene er fejl og mangler ved fortiden, tværtimod. Historie er spændende og vigtig at kende til, men man skal ikke botanisere i den og beklage bestemte historiske forhold, som man ikke bryder sig om. De er i lige så høj grad et led i den lange kæde af begivenheder, der har gjort os til dem, vi er. Man kan sige, at sådan ville man (måske) ikke selv have gjort, hvis man havde levet dengang, men det er dybest set helt og aldeles ligegyldigt. For det er ikke en selv, og man kan ikke ændre på historiens gang. Samtidig er det naturligvis lige så forkert at forsøge at fornægte eller fortrænge begivenheder i historien, som vi måske ser kritisk på i dag.
For så vidt angår overgreb, der er sket i nyere tid, og hvor der fortsat er mennesker i live, der har lidt overlast, må det være en anden sag. Her kan en undskyldning faktisk lindre en smerte, som er personligt oplevet, og som et nutidigt styre har et faktisk og dokumenterbart ansvar for.
Angående tidens store fokus på kolonialisme og slaveri skal man i øvrigt huske på, at det særlige ved de vestlige samfund jo ikke er, at de har haft kolonier og holdt slaver. Det har alle magtfulde nationer gjort til alle tider, nogle af dem gør det den dag i dag. Det særlige er derimod, at vi holdt op med det, og gennem flere hundrede år – og navnlig i de seneste 100 år – gradvist har opbygget et ideal om alle menneskers ligeværd, uanset deres køn, race, hudfarve, seksualitet og så videre. Det betyder ikke, at fortidens uret er gjort god igen, men det betyder, at vi er kommet videre og er blevet klogere.
Det er helt centralt for historisk bevidsthed at forstå, at fortidens mennesker ikke var os eller tænkte præcis som os. Det er godt at blive klogere på fortiden, både dens gode og dårlige sider, men det er ikke godt at reducere historien til evig nutid, hvor kun vor tids normer gælder. Det skaber til syvende og sidst historieløshed.
Nikolaj Bøgh er rådmand i Frederiksberg Kommune for Det Konservative Folkeparti.