”Det er Grønland, der ligger i det arktiske område. Danmark er ikke en arktisk stat.”
Med de ord forklarede statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag i sidste uge, hvorfor det fremover er Grønland, der taler først og underskriver aftaler i Arktisk Råd – den bemærkning er ikke hjælpsom ved Natos topmøde for stats- og regeringsledere i Bruxelles i dag, hvor statsministeren har en række udfordringer.
Nato-topmødet er det første med Joe Biden som USA’s præsident, og stemningen vil dermed officielt være god, da alle er lettede over, at tidligere præsident Donald Trump, der flere gange undsagde Nato-samarbejdet, er væk og at USA ”er tilbage”.
Det er første gang, Biden og Frederiksen står sammen ansigt til ansigt med nogle af de statsledere, den amerikanske efterretningstjeneste, NSA, har aflyttet ved adgang til danske internetkabler – det er en ubekvem pinlighed, som DR afslørede for nylig, og som afstedkom hård kritik fra blandt andet Tyskland, Frankrig og Norge, men det får ikke lov at fylde.
Nato-topmødet skal drøfte alliancens langsigtede strategi, ”Nato 2030”, og det er her, statsministerens liste af problemer begynder at melde sig.
Ved det historiske topmøde i Wales i 2014 efter Ruslands annektering af Krim samme år, svor medlemsstaterne i Nato, at alle ville arbejde mod at bidrage med 2 procent af bruttonationalproduktet (BNP) til forsvaret – når det nuværende danske forsvarsforlig udløber med udgangen af 2023, så vil Danmark måske nå op på 1,5 procent af BNP, vi er altså langt fra i mål, og statsministeren har intet mandat fra Folketinget til at love mere.
Ved samme topmøde lovede daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at mindst én af Danmarks fregatter ville blive udstyret med en radar, der kan indgå i Nato’s missilskjold – den 4. juni i år svarede forsvarsministeriet De Konservatives forsvarsordfører, Niels Flemming Hansen, at det har vist sig ”teknisk vanskeligt” og at det ”er planen, at der skal tilvejebringes et beslutningsgrundlag i 2022”. Det vil sige, at der kommer til at gå 8 år, fra man gav sit tilsagn til man kommer i nærheden at kunne træffe en beslutning – spørger man amerikanske Lockheed Martin ville man få at vide, at man allerede i 2014 vidste, hvad der skulle ombord på de danske fregatter. Med andre ord er processen blevet en syltekrukke, og det er yderligere af statsministerens problemer ved topmødet.
I Natos ”Defence Planning Capability Review”, der populært sagt er Natos karakterbog, fra den 14. oktober 2020 får Danmark dumpekarakter, og forsvaret har siden selv meldt ud, at man er bagud med implementeringen af indeværende forsvarsforlig.
Det sidste handler om to forhold, hvor det ene angår forsvarets egen organisation og det andet er politisk.
For det første har forsvaret helt enkelt ikke vist eksekveringskraft nok til dato – det er ikke godt for Danmarks troværdighed i alliancen.
For det andet har det vist sig, at der er nok at bruge pengene på i forsvaret – i stedet for at købe avanceret udstyr, som vi har lovet, går flere midler end ventet til drifts- og vedligeholdelsesopgaver. Og det skyldes, at man i forbindelse med forsvarsforliget undlod at erkende, at forsvaret på mange områder har været systematisk underfinansieret.
I Nato-lingo taler man ved dette topmøde om ”cash, capabilities og commitment” – penge, muligheder og forpligtelse – og på de to første er Danmark notorisk bagud. Vi har gennem nogle årtier tjent stor kredit på vores vilje til at forpligte os i internationale operationer, men det kan ikke længere stå alene.
Der, hvor vi har en fordel, er i forhold til Arktis, hvor USA har afgørende strategiske interesser i blandt andet Thule-basen, men det kort devaluerede Mette Frederiksen i sidste uge af hensyn til den gode stemning i Rigsfælleskabet.
Når Danmark melder, at man ”ikke er en arktisk stat”, så spidses der ører i Beijing og Moskva – her forstår man sig ikke på dansk politik, men man kender sine egne interesser i Arktis til fingerspidserne og aner usikkerhed.
I Washington ved man godt, hvordan der tænkes i Kina og Rusland og kan ikke leve med, at der står et spørgsmålstegn ved Danmarks rolle, vilje og evne til at forpligte sig i Arktis. Der venter statsministeren hårdt arbejde i Bruxelles.