Hvilken pris må Kristendemokraterne betale for Rohde og hans plads i Folketinget?

Med Jens Rohde som partimedlem orienterer Kristendemokraterne sig i højere grad i retning af Tysklands borgerligt sindede CDU og mindre i retning af sit norske søsterparti, der ellers inspirerede til det danske parti

Kristeligt Folkeparti i Norge udkæmper fortsat drabelige politiske slag om abortspørgsmålet, mens det danske parti forlængst har lagt mærkesagen på hylden. Jens Rohde, der er halvt tysk, har været medlem af CDU siden 2015, og CDU har alle dage også været imod fri abort, men indgrebet er dog lovligt i Tyskland.
Kristeligt Folkeparti i Norge udkæmper fortsat drabelige politiske slag om abortspørgsmålet, mens det danske parti forlængst har lagt mærkesagen på hylden. Jens Rohde, der er halvt tysk, har været medlem af CDU siden 2015, og CDU har alle dage også været imod fri abort, men indgrebet er dog lovligt i Tyskland. . Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Rygterne løb på Christiansborg i flere måneder, men nu er det ganske vist. Jens Rohde, det tidligere medlem af Venstre og Det Radikale Venstre, har meldt sig ind i Kristendemokraterne. Dermed bliver partiet for første gang i ti år igen repræsenteret i Folketinget. Sidst var i 2010, da det konservative folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen først blev løsgænger, og siden blev medlem af og leder af Kristendemokraterne.

Det samarbejde revnede med et brag to år senere, og partiledelsen lægger i dag ikke skjul på, at det lange tilløb til det nye samarbejde skyldes, at man for enhver pris vil undgå en ny ”Per Ørum-situation”. Alle tænkelige politiske emner temaer er blevet endevendt, før et stort flertal i hovedbestyrelsen efter tre måneders forhandlinger kunne stemme ja til at tage imod Jens Rohde. Enkelte stemte dog ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger imod.

Han er kendt, særligt i højborgen i Vestjylland, for at have udtalt sig stærkt kritisk om den missionske del af folkekirken. I 2003 udeblev han for eksempel fra Folketingets åbningsgudstjeneste og gik i fitness-center, fordi prædikanten var en præst fra Indre Mission, som var imod kvindelige præster. Senere har han dog beklaget den reaktion som ”barnlig”.

Nu kommer han til at repræsentere partiet i Folketinget som politisk ordfører, men samtidig får partiformand Isabella Arendt kontor på borgen efter den model, som også Alternativet har brugt i forhold til dets nyvalgte politiske leder, Franciska Rosenkilde. Hun er heller ikke folketingsmedlem.

De to ledende kristendemokrater satser på at kunne optræde som en duo ved afgørende politiske forhandlinger.

Men betaler partiet da slet ingen politisk pris for at få adgang til magtens hellige haller, herunder den gruppestøtte på knapt to millioner kroner årligt, Jens Rohde lukker op for?

Spørger man Isabella Arendt lyder svaret, at der ikke har været den store uenighed, og at Jens Rohde ikke har stillet ultimative krav. Samtidig står det dog klart, at han har været dybt involveret i at udforme et nyt 25 sider langt, politisk program, en 2030-plan, som formelt fremlægges på et pressemøde onsdag. Dele af den har allerede været offentligt omtalt, og det efterlader et klart indtryk af, at Jens Rohde har fået pæn indflydelse på den politiske linje.

Hans engagement i EU, kultur- og mediepolitik vil for eksempel træde tydeligere frem. Økonomisk lægges der op til skattelettelser, blandt andet skal grænsen for topskat forhøjes til 800.000 kroner om året, og så skal en stor del af fradragsretten for renteudgifter væk.

Et af de mest sprængfarlige emner er stadig adgangen til fri abort. Partiet blev dannet i 1970 som protest mod liberaliseringen af abort og pornografi, iøvrigt med kraftig inspiration fra det norske søsterparti. Spørgsmålet er senere gradvist blevet tonet ned. Jens Rohde er klar tilhænger af retten til fri abort, og det har været afgørende for ham fortsat at kunne sige det offentligt. Politikken fokuseres nu på, at kvinder skal have ret til uvildig rådgivning både før og efter en abort.

Kristendemokraterne kalder sig et borgerligt midterparti, og borgerligheden træder tydeligt frem i en række konkrete forslag om for eksempel kortere dagpengeperiode, skattelettelser, et farvel til Arne-pensionen og en tydeligere EU-venlig linje. På den anden side vil man stadig give flere penge til udviklingsbistand, til sundhedsvæsenet og til rådgivning af familierne.

Samlet peger det i retning af den mere borgerlige, konservative fortolkning af den kristendemokratiske ideologi, som CDU i Tyskland står for og mindre i retning af den norske udgave. Bemærkelsesværdigt nok udkæmper Kristeligt Folkeparti i Norge fortsat drabelige politiske slag om abortspørgsmålet, mens det danske parti forlængst har lagt mærkesagen på hylden.

Man nævner, at Jens Rohde, der er halvt tysk, har været medlem af CDU siden 2015, og CDU har alle dage også været imod fri abort, men indgrebet er dog lovligt i Tyskland, hvis den abortsøgende først bliver rådgivet om sine muligheder for at føde barnet. Relativt ligger de tyske aborttal langt under de danske, og det ser ud til, at Kristendemokraterne håber, at man ved at følge den tyske praksis kan få de danske tal længere ned.

Men det er stadig noget, de nødigt taler om.