På trods af murren i krogene og kompromisser med Socialdemokratiet, har Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten formået ikke bare at forøge tilslutningen i meningsmålingerne, men også at hverve hundredvis af nye medlemmer.
Anderledes står det til hos De Radikale, der har mistet både medlemmer og vælgeropbakning.
I konkrete tal er Enhedslisten gået fra 8936 medlemmer i 2018 til 9545 i 2021, SF er gået fra 8572 i 2018 til 9206 ved seneste måling i 2020. Modsat er de Radikale gået fra 7515 medlemmer sidste år til de nuværende 6872. Samtidig har EL og SF i meningsmålingerne den højeste opbakning i fem år. 8,8 procent til EL og 9,5 procent til SF. De Radikale har med 5,6 procent ikke klaret sig dårligere siden 2016.
Det viser en gennemgang af medlemstal og meningsmålinger, som Kristeligt Dagblad har foretaget.
Det overrasker Karina Kosiara-Pedersen, lektor på institut for statskundskab på Københavns Universitet med speciale i medlemsdemokrati.
”Traditionelt ville vi forvente at se en stigning af medlemsantallet hos partier, der sad i opposition til den siddende regering – altså en slags protest-indmeldelse. Men her er det modsatte altså tilfældet.”
Medlems- og meningsmålingsnedgang hos de Radikale kan have to forklaringer.
”Først og fremmest var Morten Østergaards afgang som formand svidende for De Radikale. Deres medlemmer er generelt højtuddannede kvinder, der ofte har en politisk interesse i netop sexisme, og derfor kostede sexismeanklagerne mod Østergaard dyrere, end det ville gøre hos for eksempel Liberal Alliance, hvor 80 procent af medlemmerne er mænd.”
Karina Kosiara-Pedersen peger også på, at gentagne kompromisser på integrations- og klimaområdet kan have trukket veksler på De Radikale.
En del af forklaringen på det øgede medlemstal hos SF og EL kan være, at de nye medlemmer vil lægge pres på SF og EL for at få dem til at trække regeringen til venstre på netop de to områder. Men der kan også være andre årsager.
Det gælder for eksempel for Magnus Pharao Hansen, der bor i Ruds Vedby på Vestsjælland og er 41 år. Han meldte sig ind i Enhedslisten kort efter nytår. Det skete efter lang tids overvejelse. Der var primært to grunde.
”Jeg så, at Nye Borgerlige havde fået flere medlemmer end venstrefløjspartierne, og så tænkte jeg, at det skulle blive løgn,” siger han.
”Derudover tænkte jeg simpelthen også, at det var på tide at gøre noget konkret og ikke bare debattere og mene ting,” fortsætter han.
For Magnus Pharao Hansen er medlemskabet af Enhedslisten et spørgsmål om at balancere pragmatik og idealisme.
”Jeg er ikke enig i alt, folketingsgruppen gør, men jeg har tiltro til, at den forvalter den politik, som jeg bredt set er enig i, på en måde, der sikrer mest mulig indflydelse. I det perspektiv bider jeg gerne tænderne sammen og accepterer kompromisser.”
Magnus Pharao Hansen betragter sit medlemskab som en ”nem måde” at deltage i politik – og en, der skal suppleres med deltagelse i det lokale demokrati. Her har han for eksempel stiftet en forening, der opkøber jord i Ruds Vedby for at omlægge den til skov.
Karina Kosiara-Pedersen, lektor på institut for statskundskab, peger på, at medlemstal for partierne har en noget mindre betydning nu om dage end for 40 år siden.
Engagement kan betyde lige så meget som medlemskab:
”Det er nogle andre ting, der for alvor batter nu om dage. Pernille Vermund har mere end fem gange så mange følgere på Facebook, som der er medlemmer af Nye Borgerlige. Og det er lige så vigtigt for partierne, at der er mennesker, der vil gøre reklame og tale politik på deres vegne, som det er, at de selvsamme er kontingentbetalende medlemmer.”
Alligevel kan antallet af medlemmer af et parti være en indikator for, hvor motiveret partiernes kerne er – især for de partier, som ikke får økonomisk støtte fra erhvervslivet eller interesseorganisationer.
Karina Kosiara-Pedersen slår fast, at den vigtigste magtfaktor for de danske partier ikke er antallet af medlemmer.
”Den sande prøve kommer, når der er valg. Det er stemmeprocenten, der for alvor er afgørende.”