Grundlovens tilblivelse i årene 1848-1849 er en af de mest skelsættende tildragelser i dansk politisk historie. Når der skal findes en illustration til historiebøgerne, ender man oftest med Constantin Hansens maleri ”Den Grundlovgivende Rigsforsamlings Åbningsmøde den 23. oktober 1848 på Christiansborg”. Problemet er, at der ikke er tale om nogen dokumentarisk skildring. Det er først færdiggjort 15 år efter den begivenhed, som skildres.
Det enorme lærred – det måler 3,3 x 5 meter – hænger i dag på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Det blev oprindeligt til på bestilling af rigmanden og politikeren Alfred Hage til ophængning i hans hjem på Kongens Nytorv i København.
Bemærkelsesværdigt er det, at kongen er fraværende. Det var et bevidst fravalg.
På en tidlig skitse står kongen i centrum.
Frederik VII er mindet med statuer overalt i landet som ”Grundlovens Giver”, fordi det formelt set var på hans mandat, at forsamlingen arbejdede, og det var da også kongen, der åbnede mødet med en kort tale til ”mit trofaste danske Folks Udvalgte”. De udvalgte var de 152 medlemmer af forsamlingen samt den siddende regering, der var ankommet til åbningshøjtideligheden sammen med kongen.
Fravalget af begivenhedens naturlige centrum har gjort det muligt for maleren at komponere billedet friere. Politiske partier som sådan fandtes endnu ikke i 1848. Forsamlingen var politisk set opdelt i tre grupperinger kaldet bondevennerne, de konservative og de nationalliberale, og det er de sidstnævnte, der får al opmærksomheden.
Blandt de nationalliberale hovedskikkelser skildret i helfigur ses til venstre i ornat teologiprofessor H.N. Clausen i samtale med J.F. Schouw. Med hænderne hvilende på en stoleryg ses C.C. Hall. Til højre for ham lyser premierminister (statsminister) A.W. Moltkes blå ordensbånd op. Han udgør den konservative undtagelse blandt de fremhævede.
Til højre i billedet står D.G. Monrad og Orla Lehmann forrest, hver med deres høje hat i hånden. De havde begge spillet en central rolle i martsdagene 1848, da et regeringsskifte banede vejen for den nye grundlov, og de fik også ministerposter som følge deraf. Monrad bar tillige hovedansvaret for det grundlovsudkast, som dannede arbejdsgrundlag for rigsforsamlingen. Yderst til højre står Alfred Hages bror, Hother Hage, med rødligt hår og overskuer hele situationen. Også han var nationalliberalt medlem af forsamlingen.
Fremhævelsen af de nationalliberale fik tidligt kunsthistorikere til at identificere billedet som et politisk manifest, der i højere grad afspejlede Alfred Hages politiske synspunkt og den politiske situation i begyndelsen af 1860’erne end tingenes tilstand i efteråret 1848.
I 1973 foreslog museumsinspektør Povl Eller på Frederiksborg Nationshistorisk Museum, at billedets virkelige centrum er N.F.S. Grundtvig, der fra en umiddelbar betragtning indtager en beskeden plads. Hans hoved ses lige bag Lehmanns ryg. Eller kunne imidlertid vise, at Grundtvig befinder sig i billedets forsvindingspunkt, som er det sted i en perspektivtegning, hvor linjerne i billedets dybderetning mødes.
Det skulle så i givet fald afspejle en grundtvigsk tilbøjelighed hos Constantin Hansen.
Det har historikeren Sally Schlosser Schmidt for nylig afvist skulle være tilfældet. At Grundtvig overhovedet er med på maleriet er i det hele taget en tilsnigelse. Han var ganske vist medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, men blev først valgt ind ved et suppleringsvalg i november.
Han er langtfra den eneste af de afbildede, der ikke var til stede den dag i oktober 1848. Constantin Hansen fik – eller tog sig – fuld kunstnerisk frihed til at fylde baggrunden op med repræsentanter fra det danske kunst-, kultur- og åndsliv, der ikke sad i rigsforsamlingen.
Ved den højre af de tre søjler i baggrunden har Hansen placeret sig selv, og ved den midterste søjle står billedets opdragsgiver, Alfred Hage. De er omgivet af nogle af tidens betydningsfulde malere, komponister, forfattere og arkitekter.
Ved søjlen nærmest vinduet er der sågar blevet plads til en nordmand, den i Danmark meget læste digter Bjørnstjerne Bjørnson.
På den måde har Constantin Hansen sørget for at lade åndslivet danne baggrund for det politiske arbejde – måske som en påmindelse om, at det ikke handler om magtstræb alene?