Zenia Stampe, medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre, har været en fast og inkarneret del af værdi-og udlændingedebatten siden starten af dette årtusinde.
Blandt allierede bliver hun set som en principfast og loyal fortaler for en humanisme, der er gået fløjten til fordel for angreb på muslimer og symbolpolitik. Hos politiske modstandere er hun en slags yndlingsaversion, der personificerer fortællingen om Det Radikale Venstres ultramoralske og verdensfjerne overlegenhed.
Men siden folketingsvalget i 2019 er Zenia Stampe helt bevidst fløjet under den værdipolitiske radar. Det var i håbet om, at udlændingedebatten ville træde lidt i baggrunden til fordel for andre vigtige emner, hvis både den nye socialdemokratiske regering og politikere som hende selv skruede lidt ned for retorikken. I stedet dedikerede hun sig fuldt ud til sine nye ordførerskaber, der blandt andet talte miljø, landbrug og kultur.
I løbet af foråret 2021 var der alligevel noget, der trak i hende. Først var der de nye stramninger af reglerne for tildeling af statsborgerskab. Siden var det historien om, at regeringen ville hjemsende syriske flygtninge til dele af det borgerkrigshærgede Syrien. Og i maj sprang sagen om de danske børn i kurdiske flygtningelejre øverst op på den politiske dagsorden, da Ekstra Bladet kunne beskrive, hvordan Islamisk Stat var begyndt at rekruttere børn til deres terrorvirksomhed.
I begyndelsen af april satte Zenia Stampe sig foran computeren og skrev et harmdirrende opslag på Facebook. Hendes tålmodighed med den socialdemokratiske regering var væk, og med et par hurtige tryk på tastaturet var hun tilbage i den udlændingedebat, der har støbt fundamentet under hendes politiske karriere. Det første offer var Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund, der er kendt for at slå sine folder på partiets værdipolitiske højrefløj.
”Tanken om at drikke en øl med ham er akkurat lige så utålelig som tanken om at dele en Cola Zero med Inger Støjberg,” skrev Zenia Stampe blandt andet.
Hvorfor følte du trang til at gå ind i debatten igen?
”Sådan kører min politiske cyklus. Man kan ikke være i kamp hver eneste dag i årevis. Så når udlændingeområdet ligger stille, så har jeg heller ikke brug for at stå på barrikaderne. Men jeg oplevede jo så bare, at der skete en pludselig tilspidsning af området. Der var alle de konkrete sager, men også en systematisk mistænkeliggørelse af mindretal og en opblusset racisme. Det blev jeg nødt til at give et modsvar,” siger hun.
Kristeligt Dagblad møder Zenia Stampe på hendes kontor på Christiansborgs gamle proviantgård. I Christian den Fjerdes tid var det et forrådsmagasin for hæren og flåden. I dag er det hjemsted for Zenia Stampe og resten af den radikale folketingsgruppe.
Vi er kommet for at undersøge, hvordan hun egentlig havnede i politik og den dertilhørende udlændingedebat i første omgang? Hvorfor bliver hun ved med at opsøge den, når hun ved, at slagene falder både hårdt og ofte?
Alt det vender vi tilbage til. For den politiske interesse begyndte nemlig af helt andre årsager.
”Jeg syntes, der manglede noget indhold i tilværelsen, da jeg nærmede mig sjette, syvende og ottende klasse, så jeg startede i elevbevægelsen,” siger Zenia Stampe.
Hun synes slet og ret, at ungdomslivet i Roskildes ”ressourcestærke middelklassedanmark” var gabende kedeligt.
”Jeg ville gerne være sammen med nogle andre unge mennesker om noget, der ikke handlede om kærester, fester og om at sidde i rundkreds og ryge den første smøg.”
Sådan har hun det i øvrigt stadigvæk.
”Jeg er virkelig ikke nogen festabe. Jeg ved ikke, hvad man skal snakke om, når man står i en bar. Ofte står jeg bare og tænker over, hvordan jeg kan slippe væk. Jeg under andre at drikke øl og gå til fester, men jeg har bare aldrig rigtigt følt mig hjemme i festkulturen. Og så har jeg også altid haft det svært med den type massekultur, hvor alle gør det samme. Det keder mig og gør mig utryg.”
Lyder du ikke som stereotypen på en elitær radikal politiker, når du siger, at du ikke kan lide massekultur?
”Jeg er bare meget ærlig om det. Det er blevet meget moderne for politikere at være så folkelige, at det gør helt ondt. Jeg ved da godt, at der ikke er særlig mange point i at sige, at man ikke er til fodbold og fest. Men det har jo ikke noget med politisk overbevisning at gøre. Jeg har masser af radikale kolleger, der elsker sport og fest. Jeg er bare ikke så meget til det.”
Hun fortæller, at medlemskabet i Det Radikale Venstre bunder i en slags aversion mod topstyrede partier som Socialdemokratiet og Venstre, hvor medlemmerne ifølge hende går i takt. Hun ser sit parti som den diametrale modsætning.
”Jeg synes selv, at jeg valgte det mindst tribalistiske parti. Det var tværtimod et lidt kedeligt, selvudslettende, analyserende midterparti. Det var lige præcis det, der tændte mig dengang.”
Zenia Stampe meldte sig ind i Radikal Ungdom i 1998. Hun blev formand fem år senere, og i 2009 blev hun valgt som næstformand i moderpartiet.
Inden den politiske karriere for alvor gik i gang, brugte hun tid på at spille fløjte i forskellige orkestre. Hun var især optaget af ”moderne klassisk musik og alt, der var avantgarde”.
”Det var spændende, for det var anderledes og noget, som mange ikke kunne lide. Når jeg skulle spille til koncerter, så gjorde jeg altid et stort nummer ud af at fortælle om musikken inden. Og det, syntes folk, var vildt sjovt. Der fandt jeg ud af, at jeg måske havde mere talent for at brænde igennem end at spille fløjte.”
Evnen til at brænde igennem blev brugbar, da hun op gennem 2000’erne dannede et slags uofficielt værdipolitisk parløb med Morten Messerschmidt, der var formand for Dansk Folkepartis Ungdom. De blev begge næret af udlændingedebatten, der for alvor fik sit folkelige gennembrud, da Anders Fogh Rasmussen (V) med Dansk Folkepartis støtte vandt regeringsmagten i 2001.
”Udlændingedebatten trængte sig på, og så er det klart, at når man er vokset op med en mor og far, der har arbejdet med udlændinge i hele deres liv, så giver det ligesom sig selv,” siger Zenia Stampe, der blev valgt til Folketinget i 2011 og udpeget som partiets udlændingeordfører.
Hun oplever selv, at hun med tiden – og især efter flygtningekrisen i 2015 – blev en slags ”reference i udlændingedebatten”. Også selvom hun har forladt den med årelange mellemrum.
”Jeg har ikke haft kræfterne til at være i den hele tiden. Alligevel er jeg blevet en slags karikatur og et hadeobjekt. Det var hårdt i starten, men det har jeg lært at leve med nu.”
Hun ved godt, at hun hører til en gruppe af politikere, der deler vandene i befolkningen. Hun fremhæver selv tidligere Venstre-integrationsminister Inger Støjberg som en slags åndsfælle i det henseende. Men hun har ingen aktuelle planer om at lægge stilen om.
”Herinde hersker der en logik om, at man skal skrue lidt ned for indignationen, når man stiger i magthierarkiet. Tænk på Mette Frederiksen (S). Hun var en politiker, der på mange måder mindede om mig, da hun var yngre, og jeg kunne virkelig identificere mig hende. Men nu indtager hun jo en helt anden rolle.”
”Jeg tror godt, at jeg kunne indtage rollen som magtpolitiker, men jeg er ikke sikker på, at det er der, min ild brænder,” fortsætter hun.
Nogle siger, at man bliver lidt rundere og mere pragmatisk med alderen. Er det noget, du genkender?
”Det er omvendt. Jeg bliver mere og mere sikker på mine værdier. Jeg vil altid kæmpe imod dæmonisering af mindretal, og jeg kommer aldrig til at tro på, at man kan ændre folk ved at slå på dem. Det er min største politiske drivkraft, og den kommer jeg aldrig til at give køb på.”
Men noget har alligevel ændret sig med alderen.
”Jeg har tre små børn derhjemme, og jeg kan ikke ligge i et vældigt slagsmål på de sociale medier eller i dagbladene i en hel weekend.”
Hun fortæller, at hun i de senere år er nået til en erkendelse af, at ”der er nogle i den her debat, som jeg ikke kan omvende”.
”Ligesom de heller ikke kan omvende mig. Jeg kan måske nå ud til nogle i midten, men det vigtigste for mig er at vise loyalitet og solidaritet med dem, jeg oplever, der bliver angrebet.”
Debatten om udlændingepolitik har været en øm radikal tå i årtier, og det magtpolitiske dilemma blev udstillet for alle, da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i 2018 afskrev det gamle magtparti som en kommende regeringspartner på grund af partiets linje i udlændingepolitikken.
Under valgkampen i 2019 tog den daværende radikale leder Morten Østergaard handsken op ved indgå i en benhård konfrontation med højrefløjen og Socialdemokratiet på udlændingepolitikken. Det gav partiet en markant vælgermæssig fremgang. Til gengæld blev drømmen om ministerbiler skudt langt væk.
Siden er der løbet meget vand under den radikale bro, og i dag forsøger den nye formandsduo bestående af Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard ifølge politiske iagttagere at anlægge en mere pragmatisk og samarbejdende stil – også i udlændingepolitikken.
Hvordan har du det med den nye strategi, der i sidste ende skal gøde jorden for en slags forsoning med Socialdemokratiet, som du selv kritiserer rimelig heftigt på Facebook?
”Det er ikke sådan, vores strategi skal forstås. Det er rigtigt, at vi prøver at gøre op med myten om, at vi bare vil åbne grænserne og lade folk udøve sharia i Danmark. Vi er pragmatiske, når det kommer til udlændingeloven, og vi har jo ingen intentioner om at skrue tiden tilbage til før 2001. Men vi vil altid kæmpe imod, at man dæmoniserer mindretal. Og vi krævede at få børnene og deres mødre hjem fra Syrien, og vi er imod hjemsendelser af syrere. Så det er ikke sådan, at vi i pragmatismens navn siger ’pyt med det, nu skal vi være venner med Socialdemokratiet og komme i regering.’ Sådan spiller klaveret ikke,” siger Zenia Stampe.
Pludselig afbryder hun sig selv og kigger op på uret bag hende. Hun har travlt, for hun skal være i DR-byen på Amager om en halv time. Hun skal diskutere racisme med Socialdemokratiets Lars Aslan Rasmussen i P1 Debat. Det er sådan, hverdagen ser ud, når man er værdikriger på fuld tid. Der er tid til et enkelt spørgsmål, inden vi slutter.
Hvad ville dit yngre jeg sige til dit nuværende jeg, hvis hun så dig i dag?
”Jeg er næsten flov over at sige det, men jeg tror faktisk, at hun ville være ret stolt. Da jeg var yngre, havde jeg aldrig troet, at jeg skulle igennem så mange slagsmål og indtage en position, der er så omstridt. Så jeg tror, hun ville være ret imponeret over, at jeg er blevet så robust.”
Politik er i stadig forandring. Hvordan håndterer politikere holdningsændringer hos sig selv og i deres partier? Kan de overhovedet genkende sig selv i bakspejlet efter 5, 10 eller 20 år? Kristeligt Dagblad beder i denne serie markante politikere møde deres eget yngre jeg.