Poul Schlüter regnede ikke med at være statsminister ret længe, da han i september 1982 som 53-årig tiltrådte. Han håbede på at holde til 1983, for statsminister 1982-83 tog sig nu bedre ud i historiebøgerne end bare 1982. Der kom nu til at stå 1982-1993, og Danmark blev på flere måder ændret på de ti år. Den uventede succés skyldtes mange forhold. Et af dem var, at Schlüter viste nogle lederevner, som passede til situationen.
Tidligt torsdag morgen sov tidligere statsminister Poul Schlüter (K) stille ind, 92 år.
Den konservative statsminister, som endte med at overraske både sig selv og omgivelserne, var et grænsebarn, født i Tønder den 3. april 1929. Faderen havde tjent som tysk soldat under Første Verdenskrig og talte bedre tysk end dansk. Men hans erfaringer fra verdenskrigen fik ham til at skifte national identitet fra tysk til dansk. Moderen kom fra Fyn. Den unge Poul udviklede åbenhed over for samarbejde over grænserne og gensidig forståelse på tværs af nationale skel.
Som 14-årig blev Poul medlem af Konservativ Ungdom (KU). Efter den tyske besættelse var han aktiv i forsoningen mellem dansk og tysk. Med årene blev han advokat, men først og fremmest politiker. Det var et kendetegn ved ham, at han gerne undgik konflikter. Det gjorde ham velegnet til i 1974 at blive De Konservatives leder, fordi partiet var ved at ødelægge sig selv med interne magtkampe. Men der var langt til statsministerposten, partiet kom i 1975 ned på ti mandater i Folketinget.
Under sloganet ”konservative stemmer, der arbejder”, lykkedes det dog at øge tilslutningen til partiet. Alligevel var det en overraskelse, at han i 1982 blev statsminister, da den socialdemokratiske regering under Anker Jørgensens ledelse gav op over for de økonomiske problemer.
Schlüters regering skulle løse de svære økonomiske problemer ved at skaffe flertal med to så forskellige partier som Fremskridtspartiet og De Radikale, hvis den ikke kunne få Socialdemokratiet med. Men ikke alene var det en mindretalsregering. Det var også en regering med fire partier, Konservative, Venstre, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. De ville måske få svært ved at samarbejde. Og Schlüter havde heller ikke en stærk magtbase i sit eget parti. Han var blevet leder efter hårrejsende konflikter i partiet, fordi han fremstod ret neutral mellem de stridende fløje og uden nogen særlig klar politisk profil. Han havde af samme grund ingen hird af partifæller bag sig på samme måde som den tidligere minister Erik Ninn-Hansen, der netop havde været en af hovedpersonerne i partiets interne kampe.
Men i 1982 kaldte tiden på en statsminister, der trodsede situationen ved at være optimist.
”Det skal nok gå alt sammen,” sagde Schlüter, når det så sort ud med at skaffe et flertal i Folketinget. Mange af ministrene havde aldrig drømt om at blive minister - så længe havde Socialdemokratiet siddet på regeringsmagten. Og de regnede heller ikke med at holde ret længe. Da det alligevel gik ret godt, udløste det en eufori blandt ministrene understøttet af Schlüters optimisme.
Talrige ministre, embedsmænd og politiske iagttagere har rost Schlüters ledelse af regeringen. Især i de første år. Schlüter havde en “eminent evne” til at tage hensyn til andre partier og skubbe konservative partiinteresser til side. Og sammen med Venstres leder, finansminister Henning Christophersen, organiserede han regeringsarbejdet på en enklere og klarere måde end nogen anden regering havde kunnet gøre det.
Schlüters evner som kommunikator er en stor del af hemmeligheden bag den succes, som de første mange år af hans statsministertid blev.
Åbenhed over for medierne havde høj prioritet. Han var i forhold til medierne selvhjulpen og havde kun i begrænset omfang brug for hjælp hertil. Han læste selv mange aviser – gerne op mod en halv snes – om dagen. Han blev orienteret af Statsministeriets medarbejdere om, hvad journalisterne interesserede sig for. Også læserbreve bad han ofte medarbejderne undersøge nærmere.
Schlüter skrev for det meste sine taler selv på en ældgammel østtysk Torpedo-skrivemaskine. Schlüter var sprogligt kreativ og humoristisk. Han kunne få latteren på sin side. Og med slagfærdighed, lune bemærkninger, anekdoter og stor paratviden afvæbnede han journalister. Det bestræbte han sig helt bevidst på.
Schlüters humor var ikke ondskabsfuld. Han var god til one-liners og vendinger, som passede til overskrifter og tv-mediet: “Borgerlige stemmer, der arbejder”, ”Det skal være lettere at være dansker”, “Ideologi er noget bras”, ”Opsvinget har bidt sig fast”, “Vist er jeg konservativ, men ikke så meget, at det gør noget”, ”Om få år vil den eneste klassekamp, vi har tilbage, være, når 7. og 8. klasse spiller fodbold mod hinanden”, ”Vi er for langsomme til at tage os sammen, men for hurtige til at slappe af” er eksempler på hans talrige slagkraftige vendinger.
Betegnelsen ” firkløverregering” udtrykker held og lyst sind. Schlüter fandt ikke selv på udtrykket ”kartoffelkur” om en økonomisk opstramning i oktober måned, men han greb det og udnyttede det afvæbnende humoristiske udtryk om noget, som ellers ikke var spor morsomt. Mens der huskes meget få sentenser fra tidligere statsministre som Stauning og Krag, så bed Schlüters sentenser sig fast i hukommelsen.
Regeringen prioriterede forbedring af økonomien over alt andet. Heri blev Schlüter støttet af De Radikale. De Radikale støttede til gengæld ikke regeringen, når det gjaldt spørgsmålene om kernevåbnenes rolle i Nato, Danmark og Norden som atomvåbenfri zone og det amerikanske stjernekrigsprojekt. Det førte til, at De Radikale sammen med den øvrige opposition talrige gange nedstemte regeringen med krav om “fodnoter” med forbehold over for Nato og USA. Schlüter var ofte ekstremt elastisk og kreativ, når det gjaldt at tolke Grundloven og valgte aldrig at gøre disse nederlag til kabinetsspørgsmål. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) fik dermed ofte til opgave at føre en politik, som var ham inderligt imod. Men selvom De Radikale ikke havde tillid til udenrigsministeren, ville partiet ikke give regeringen et mistillidsvotum. Man valgte i stedet at give udenrigsministeren talrige, men virkningsløse “næser”. For også De Radikale prioriterede den økonomiske politik over alt andet. Fodnote-perioden sluttede i 1988, da De Radikale gik med i regeringen, men tiden var da også løbet fra den, blandt andet fordi Sovjetunionen, der fremstod som en kolos på lerfødder, havde ændret politik under Gorbatjovs ledelse.
Regeringen fik fra første færd gennemført besparelser og afskaffet dyrtidsreguleringen. Man afskrev sig muligheden for at devaluere. Regeringen havde også heldet med sig. De internationationale økonomiske konjunkturer vendte sig til det bedre. Olieprisen faldt. Socialdemokraten Svend Auken døbte fænomenet “Fætter Højben-effekten” efter Anders Ands kronisk heldige fætter. Betalingsbalancen blev forbedret.
Hjulpet af konjunkturforbedringen lykkedes det for regeringen at forbedre statsfinanserne, men afskaffelsen af dyrtidsreguleringen og besparelserne medførte også, at modviljen mod regeringen voksede blandt oppositionens vælgere. Socialdemokratiet førte en benhård oppositionspolitik. Schlüter havde dog det held, at Mogens Glistrup blev fængslet for skattesnyd i 1983. Dermed blev det lettere at indgå forlig med den samarbejdsvillige del af Fremskridtspartiet.
Fire gange i 1982-83 brugte Schlüter virtuost at true med at udskrive valg. Partier, som stod dårligt i meningsmålingerne, blev mere villige til at indgå forlig. Det lykkedes blandt andet med det såkaldte Rio Bravo-forlig, hvor han fik både Fremskridtspartiet og De Radikale med på at indføre en børnecheck i stedet for et skattefradrag. Men kort efter udskrev Schlüter folketingsvalg, da både Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet stemte mod finansloven. Begge partier fik tilbagegang ud af det.
”Vist er jeg konservativ, men ikke så meget, at det gør noget”, sagde Schlüter, da han havde vundet sit livs valgsejr i 1984 med 42 mandater i Folketinget og 23,4 procent af alle stemmer. Det blev det bedste konservative valgresultat nogen sinde. Schlüter fik 44.783 personlige stemmer, det hidtil højeste antal personlige stemmer i Danmark. Schlüter stod som den store succés og blev kåret til årets populæreste mand.
Med valget var der til Schlüters store lettelse skabt et flertal af regeringspartierne, tre nordatlantiske mandater og De Radikale, hvis leder, Niels Helveg Petersen, Schlüter kom privat sammen med. Så var regeringen i indenrigspolitikken ikke så afhængig af Fremskridtspartiet eller Socialdemokratiet. Med De Radikale blev der indgået en aftale om den økonomiske politik.
Regeringen blev dog frem til 1985 mødt af fagbevægelsen med store demonstrationer.
Da Schlüter den 4. maj i anledning af 40-året for befrielsen skulle holde en fjernsynstransmitteret tale for veteraner fra modstandsbevægelsen på Rådhuspladsen i København, var der lagt godt i kakkelovnen til ham. Schlüter var lige begyndt på sin tale, da det regnede med æg og rådne tomater ned over ham. Det var på alle måder et dårligt påfund, og det blev kun værre af, at det skete under en fejring af befrielsen. Schlüter fortrak ikke en mine og kommenterede ikke æggene og tomaterne, men holdt sin tale bag to betjentes beskyttende plasticskjolde. Han kunne næppe have gjort det bedre og fik stor sympati for det. Der har ikke siden været så store demonstrationer og så stor uro i Danmark som i foråret 1985.
Samme år lagde EF op til en traktatmæssig overbygning på det udenrigspolitiske område. Europa-Parlamentet skulle have en stærkere stilling i lovgivningsprocessen, og ministerrådet kunne nu træffe beslutninger med kvalificeret flertal i spørgsmålet om det indre marked. Et af de spørgsmål var, om man kunne fastholde de typisk højere danske standarder på arbejdsmiljøet og i miljøet.
Hidtil havde regeringen, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre været enige om EF-politikken, der indebar, at man skulle beholde den danske vetoret. Men S og R kunne ikke tilslutte sig den nye “EF-pakke”.
Da socialdemokraterne besluttede sig til at gå imod EF-pakken, endda inden LO havde nået at tage endelig stilling, overrumplede Schlüter ved at foreslå en vejledende folkeafstemning. Det var dog ikke heldigt, at han sagde, at “unionen er stendød” for at berolige vælgerne til at stemme ja. Han undervurderede styrken i den europæiske integration. Men folkeafstemningen vandt regeringen. Det var dens første udenrigspolitiske sejr efter, at den på andre områder var blevet nedstemt af oppositionen. Det er i eftertiden fremstillet, som om regeringen først tog opgøret med oppositionen på det udenrigspolitiske område om Danmarks internationale placering ved valget i foråret 1988. Reelt skete det i 1986 ved Schlüters modige beslutning om at satse hele butikken og vinde ved hjælp af en vejledende folkeafstemning.
Frem til 1986 stormede regeringen frem. Den havde gjort meget for at forbedre økonomien. Den havde trodset fagbevægelsen og holdt socialdemokraterne fra regeringsmagten. Schlüter og De Konservative var så populære som aldrig før. Kort efter afstemningen om EF-pakken begyndte Schlüters lange politiske nedtur, der skyldtes uheld, men også hans overmod og ringe hensyntagen til sit eget parti.
I 1986 foretog han en ministerrokade, der var chokagtig stor ved at berøre ni ministre. De Konservative tog ikke godt imod, at Schlüter hentede nogle nye konservative ministre uden for Folketinget. Schlüter var også dårlig til at fyre ministre. Han fik ry for at være følelseskold, men der var nok mere tale om, at han var for konfliktsky til se de fyrede i øjnene. Pludselig var der utilfredshed og utryghed omkring Schlüter. Et par år senere foretog Schlüter en højredrejning for at dæmpe kritikken, men så stødte han den socialkonservative finansminister Palle Simonsen og De Radikale fra sig.
Schlüters optimisme kunne blive en boomerang: “Det går ufatteligt godt” lød overskriften i Berlingske Tidende den 13. april 1986 lige før konjunkturerne vendte nedad. Betalingsbalanceunderskuddet satte snart ny rekord med 36 milliarder kroner. Boligpriserne faldt. Mange blev teknisk insolvente. Antallet af tvangsauktioner voksede. Nogle gik fra hus og hjem med en møllesten af gæld om halsen. Arbejdsløsheden steg. De offentlige udgifter kom ud af kontrol.
Under skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V) satte skattetrykket i 1987-88 verdensrekord, da det for første gang nåede over 50 procent. Det var let for Fremskridtspartiet, som havde fået Glistrup tilbage fra fængslet, at kritisere. Fogh kastede sig ud i at være regeringens indre opposition og klagede over regeringens politik. Samarbejdet med regeringspartneren Venstre knirkede. Valg efter valg gik De Konservative tilbage. Endnu værre var det for regeringen, at den tabte afstemningen om Maastricht-traktaten den 2. juni 1992. Ydmygende for regeringen var det også, at det bagefter var op til socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen og folkesocialisten Holger K. Nielsen at forhandle sig frem til fire danske forbehold i EU, som det nu hed. Regeringen fik dog lov til at forhandle de fire forbehold færdig med partnerne i EU.
Af de mange grunde til, at det gik dårligere for Schlüter, skal især nævnes to: Ægtefællen Lisbeth Schlüters død og Tamil-sagen.
Ingen anden ægtefælle til en statsminister har betydet mere som hjælper og rådgiver end Lisbeth Schlüter. Ingen anden hustru har aflastet en statsminister med repræsentative pligter som netop hende. Hun kastede glans over velgørende institutioners arrangementer. Hun var driftssikker på engelsk, tysk og fransk, hvad Udenrigsministeriet var lykkelig for både ved udenlandske besøg i Danmark og på statsministerparrets rejser. Før repræsentative rejser læste hun grundigt om bestemmelsesstedet, så hun kunne tale med værterne med viden i bagagen. Det var hende, ikke ham, der på udlandsrejser stillede interesserede spørgsmål til guiderne, mens Schlüter stod adspredt og åndsfraværende ved siden af. Hun var god til at knytte kontakter. Indiens Indira Ghandi inviterede hende til Indien. Til USA rejste hun alene afsted på sin mands vegne og repræsenterede Danmark. Hun lignede næsten en amerikansk præsidentfrue og blev i det ellers så bidske Ekstra Bladet hyldet og kærligt kaldt ”Fru præsident Schlüter”.
I modsætning til sin mand, der ofte var lidt sent på den, var hun meget velorganiseret. Lisbeth kom ofte i Statsministeriet. Hun fungerede også som særlig rådgiver og sekretær, når det gjaldt regeringens trivsel. Hun arrangerede middage, hvis hun fornemmede, at det var godt, hvis bestemte politikere mødtes. Hun var med til at gøre regeringen til ”en stor familie”, som en minister sagde. Hun sørgede for, at også ministrenes familier lærte hinanden at kende ved sammenkomster med selskabslege på Marienborg. Hun sendte blomster til ministrene eller ringede til dem, når det havde været uvejr i pressen. Alligevel passede hun også sit arbejde som gymnasielærer. Dog med mulighed for at blive aflastet af en kollega, når hun skulle på rejser.
Lisbeth Schlüter fulgte som en moderne kvinde levende med i samfundslivet og var ikke altid enig med sin mand. Hun betegnede sig selv som ”moderat rødstrømpe”. Hendes død af cancer som kun 43-årig i februar 1988 berøvede ikke bare Schlüter, men hele regeringen noget uerstatteligt.
Fra 1988 udmarvedes regeringen af en skandalesag. Justitsminister Erik Ninn-Hansen hindrede ulovligt tamilske flygtninge i at komme til Danmark. Schlüter fik alt for sent fjernet Ninn-Hansen fra justitsministerposten. Ninn-Hansen blev i stedet for en kort tid formand for Folketinget. Herved lagde Schlüter ikke afstand til Ninn-Hansens forvaltning af flygtningesagerne. I 1989 holdt Schlüter den berømte tale, hvor en one-liner blev en boomerang. Den lød: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”. En undersøgelse i 1993 kulminerede med stærk kritik af ikke bare Ninn-Hansen, men af flere andre og her ikke mindst Poul Schlüter, som blev kritiseret for ikke at have informeret Folketinget korrekt. Han indså straks, at han ikke kunne gøre andet end at gå af, selv om han ikke følte, at kritikken af ham var retfærdig.
Schlüter sagde selv, at det er svært at komme ud af politik på en smuk måde. Hans afgang som statsminister bekræfter det udsagn. Hans kedelige sortie kom til at skygge for, at han på mange måder havde været en stor succés som statsminister. Hans første mål havde været at stabilisere økonomien. Det lykkedes at afskaffe dyrtidsreguleringen, knække ryggen på inflationen og få renten ned fra næsten 20 til 4 pct. I 1986 blev der også gennemført en skattereform med Socialdemokratiet, som startede opgøret med rentefradragsretten. Det var bemærkelsesværdige resultater. Men de kom ikke uden omkostninger.
Arbejdsløsheden var steget. Så sent som i 1992 nåede arbejdsløsheden op på 12,3 procent i kølvandet på det største prisfald på ejerboliger i efterkrigstiden, et prisfald som fandt sted i perioden 1987 til 1993. Alene i 1990 faldt kontantprisen på ejerboliger med 7 procent. Det år satte boligmarkedet en aldrig overgået Danmarksrekord med 1695 tvangsauktioner om måneden. Skattetrykket var steget fra 41,6 procent i 1982 og nåede i 1987-88 over 50 procent, men endte i 1992 på 46,6 procent. Det offentliges gæld var alligevel så stor som nogensinde, den danske stats kreditværdighed var blevet nedvurderet i to tempi 1983 og 1987 og genvandt først den fineste rating efter, at Schlüter var gået af. Og underskuddet på betalingsbalancen var fortsat et problem.
Schlüter-tiden betød slet ikke, som mange havde frygtet det, en afvikling af velfærdsstaten. Aldrig før havde så mange været på overførselsindkomster som i 1993, hvor man var nået op på 900.000 på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, revalidering, aktivering eller efterløn. Men for første gang siden begyndelsen af 1960’erne havde indflydelsesrige politikere vovet at udfordre indgroede økonomiske og sociale forventninger hos borgerne. Schlüter-årene medførte sociale stramninger, herunder en fastfrysning af arbejdsløsheds- og dagpengene og nedskæring af bistands- og kontanthjælpen. Aktiveringspolitikken blev indført på beskæftigelsesområdet.
Schlüter-tiden rokkede ved indgroede og ikke synderligt frugtbare holdninger til opsparing, gældsætning og forbrug. Regeringen formidlede et skift fra statsinterventionistisk plantænkning til markedsorientering i både den økonomiske politik og i forvaltningspolitikken. Tidsånden skiftede i det hele taget væk fra 1970’ernes kollektivisme og anti-materialisme over mod en materialistisk og individualistisk yuppie-kultur. Som Schlüter sagde i nytårstalerne 1987 og i 1990: ”Vi trænger til et opgør med modeordet om, at det bare er de andres skyld eller samfundets skyld.” Ændringerne lykkedes, men de var nu også udtryk for generelle trends i store dele af den vestlige verden.
Beslutningen om at bygge en Storebæltsbro og en Øresundsbro blev skabt med brede flertal i Schlüters tid. Den borgerlige kulturtænkning fik sit, da DR’s monopol blev afviklet. I 1989 blev Lotto indført. I 1990 blev der åbnet for spillekasinoer. Valgfrihed og individuel lykkejagt blev prioriteret.
Set i bakspejlet mente Schlüter, at det vigtigste var, at han vandt afstemningen om EF-pakken i 1986 og fik knyttet Danmark sikrere til EU. Dertil kom, at Danmarks udenrigspolitik blev omlagt i aktivistisk retning ved den kommunistiske bloks sammenbrud i 1989 til 1991.
Det er ikke klædeligt for en politiker at fremhæve de nederlag, som man har tilføjet modstanderne. Men Schlüter tilføjede socialdemokraternes tro på at eje regeringsmagten et knæk i de mere end ti år, han holdt dem uden for ministerkontorerne. Socialdemokratiske mærkesager som personaledemokrati og økonomisk demokrati blev gravlagt. Han fik øget afstanden mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Fagbevægelsen var ikke knækket, LO kulminerede medlemsmæssigt helt fremme i 1994 med 1,5 millioner medlemmer. Men fagbevægelsen måtte fra 1987 gå fra en konfrontationslinje til en forhandlingslinje med regeringen. Det gav et gennembrud for pensionsordninger for hundredtusinder, som hidtil kun havde haft folkepensionen at se frem til. Et frustreret Socialdemokrati gerådede i slutningen af Schlüters tid ud i en fløjkamp for at komme i position til at genvinde regeringsmagten. Tamil-sagen bragte det tilbage til regeringsmagten, men socialdemokratismens identitetsproblemer og fløjspændinger prægede fortsat partiet.
Nutidens få konservative ser nostalgisk tilbage på Schlüter-årene som en storhedstid. Han fik professionaliseret partiet med mere end en fordobling af antallet af partiansatte. Men glemt er det, at han faktisk ofte skubbede hensynet til sit eget parti i baggrunden. Glemt er det, at han i forbindelse med de årlige landsmøder i partiet optrådte arrogant. For eksempel når han bagefter udtalte, at det bedste var, at det var overstået. Partiets medlemstal blev reduceret til under en tredjedel i Schlüters tid som leder. Det var en af de voldsommeste medlemstilbagegange for et dansk parti. Glemt er det, at det valg efter valg gik tilbage for De Konservative efter 1984. Selvom han fra slutningen af 1980’erne forsøgte sig med en renere borgerlig kurs, lykkedes det ham aldrig at stoppe de borgerlige konkurrenter eller at få den danske konservatisme klarere defineret. ”Ideologi er noget bras”, erklærede han i 1984.
Efter sin afgang som statsminister, tog Schlüter aldrig ordet i Folketingssalen. Han slap fra Tamil-sagen med en sønderlemmende beretning fra Folketingets udvalg for forretningsorden. Frem til 1999 sad han i Europa-Parlamentet, som han blev indvalgt i med et overvældende stemmetal. Så forlod han politik. Som populær forhenværende statsminister udtalte han sig lejlighedsvist om aktuel politik. Sædvanligvist i en varm tone. Tamil-sagen udtalte han sig dog helst ikke om. Med årene følte han sig noget ensom. Sine gamle konservative venner så han ikke meget til. Men han havde jo heller ikke været så konservativ, at det gjorde noget.
