Kristeligt Dagblads hjemmeside har fået nyt design: Sådan bruger du de nye funktioner

Følg din yndlingsjournalist, gør tekst større og gem artikler til senere. Kristeligt Dagblad har fået ny hjemmeside, der kan skræddersy læseoplevelsen til dine behov

Hvis du har været her før, har du nok allerede opdaget, at tingene ser lidt anderledes ud, end de plejer.

Kristeligt Dagblad har fået en ny hjemmeside, så vi kan give læserne en bedre læseoplevelse og et bedre overblik over avisens indhold.

I det nye design, som du sidder og læser i lige nu, har vi skabt et mere roligt, let og luftigt udtryk, som gør det lettere at adskille de enkelte historier fra hinanden. Vi har også gjort det muligt for læserne at tilpasse siden til netop deres individuelle behov – for eksempel kan man selv ændre skriftstørrelse i artiklerne. Mere om det herunder.

I det nye design kan du:

Gemme artikler til senere

Det er ikke altid, man har tid til at fordybe sig i avisen fra ende til anden – nogle gange bliver man afbrudt, og andre gange vil man bare gerne gå på opdagelse senere. Derfor kan abonnenter som noget nyt gemme en artikel – så kan man altid vende tilbage til den, når man har tid. Du skal blot klikke på bogmærket ”Gem artikel” under artiklens billede, så gemmer systemet artiklen, som du kan finde igen senere ved at trykke på bogmærket øverst til højre på siden - lige ved siden af din email-adresse. Du skal være logget ind på hjemmesiden for at kunne gemme artikler.

Følge journalisterne

Leder du efter bestemte navne i avisen? Nogle abonnenter sidder måske sommetider og bladrer siderne igennem for at se, hvad kulturjournalisterne Daniel Øhrstrøm og Lise Søgaard har skrevet, mens andre kigger efter, hvad featurejournalist Mathias Sonne Mencke mon har fundet på. Nu er der godt nyt – for læsere kan på Kristeligt Dagblads nye hjemmeside skrive sig op til at følge bestemte skribenter. Herefter får du besked med link til artikel direkte i din mail-indbakke, hver gang den pågældende skribent skriver en ny historie.

Find dine yndlingsjournalister på listen her eller tryk på knappen ved siden af deres navn, næste gang du læser en af deres artikler. Så vil du kunne følge vedkommende. 

Følge serier

Nogle historier er for vigtige til kun at blive nævnt i en enkelt nyhed. De skal følges fra a-z af journalisten gennem flere artikler. Med den nye hjemmeside behøver læserne ikke selv lede avisen igennem efter opdateringer på de sager, man følger. Du kan i stedet skrive dig op til at følge artikelserier, så du får besked i din mail-indbakke, hver gang der er skrevet nyt om en bestemt sag eller i en bestemt serie. Tidligere eksempler på artikelserier er serien om de forsvundne chilenske børn eller serien om den æresdræbte Huda Ali Ahmad og hendes tvillingedøtre.

Nemt aflæse, om en artikel er læst højt

Hvis du foretrækker at lytte til vores artikler i stedet for at læse dem selv, så har vi gjort det nemmere for dig at spotte, hvor det er muligt. Når du lader øjnene løbe ned over den nye hjemmesides forside, vil du nu hurtigt kunne aflæse, om en artikel er blevet læst højt. Et lille lydikon (et sæt hovedtelefoner) vil blive vist ved siden af datostemplet ved hver artikel, hvis det er muligt at lytte til artiklen. Så kan du blot sætte artiklen på, lukke øjnene og læne dig tilbage – eller fatte støvsugeren. Hver sin smag.

Ændre på skriftstørrelsen

Det kan være svært at læse med, hvis bogstaverne er for små. Kristeligt Dagblad har forsøgt at ramme en god gennemsnitsstørrelse i det nye design, men hvis du stadig sidder og kniber øjnene sammen for at kunne læse artiklerne, kan du nu tilpasse skriftstørrelsen til dine egne behov. Øverst i artiklen, lige under billedet, kan du gøre skriften både større og mindre ved at trykke på et af de to ’A’er. Prøv det allerede i denne artikel, hvis du har behov for det.

Få overblikket over artikler i dagens avis

På forsiden af hjemmesiden holder vi læserne opdateret med de nyeste artikler i løbet af dagen. Men hvis du foretrækker en liste over de artikler, der er i dagens avis, så har vi lavet netop det – en liste. Ved at trykke på knappen "Dagens avis" i øverste højre hjørne, kan du få vist både e-avisen, som vi altid har haft, men nu også en liste, som giver overblik over hvilke artikler, der er på hvilke sider i dagens avis. Herfra kan du klikke dig ind på hver enkelt artikel. E-avisen og artikellisten sendes også ud i et nyhedsbrev hver aften klokken 21.00, så abonnenter allerede på dette tidspunkt kan danne sig et overblik over morgendagens vigtigste nyheder. 

Se artikler fra de seneste dages aviser

Fik du ikke læst avisen igennem i går, så frygt ej. Nederst på hjemmesiden kan du nu se udvalgte artikler fra den seneste uges aviser. De er sorteret efter dato, og ud fra hver enkelt avisdag kan du også få en komplet liste over alle artikler fra den pågældende avis ved at klikke ”Se hele avisen”.

Har du spørgsmål eller kommentarer til det ændrede design og de nye funktioner? Så skriv til Kristeligt Dagblads digitale redaktion på net@k.dk.

Vi ønsker dig en god læse- og lytteoplevelse.