Gravide og ammende bør alligevel vaccineres

Med nye retningslinjer anbefaler Sundhedsstyrelsen nu, at gravide, ammende og kvinder i fertilitetsbehandling kan blive vaccineret mod coronavirus. Det kan de være helt trygge ved, siger fødselslæger. (Arkivfoto)
Med nye retningslinjer anbefaler Sundhedsstyrelsen nu, at gravide, ammende og kvinder i fertilitetsbehandling kan blive vaccineret mod coronavirus. Det kan de være helt trygge ved, siger fødselslæger. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Sundhedsstyrelsen har skiftet kurs og anbefaler nu coronavaccination til gravide og ammende.

Direktør Søren Brostrøm oplyser, at styrelsen med den nye anbefaling følger en række andre europæiske lande, eksempelvis Sverige og Holland.

- Samtidig kan vi nu med baggrund i faglig viden om vaccinernes effekt og sikkerhed give et trygt tilbud til de mange kvinder, der har været kede af ikke at kunne blive vaccineret.

- Som fødselslæge ved jeg, hvor vigtigt det er, at de gravide kan føle sig trygge i deres graviditet, siger han i en pressemeddelelse.

Når gravide og ammende hidtil har måttet se langt efter stikket, skyldes det, at vaccinerne ikke har været godkendt til de grupper.

Men efter en gennemgang af data fra udlandet og kritik fra blandt andre fødselslæger og gynækologer ændrer styrelsen altså sin anbefaling.

Den gælder ud over gravide og ammende også kvinder i fertilitetsbehandling.

Den nye anbefaling glæder Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), der er fødselslægernes og gynækologernes forening.

Her har formand, ledende overlæge Annemette Lykkebo tidligere sagt til Politiken, at gravide er i øget risiko for en række alvorlige komplikationer for både sig selv og barnet, hvis de får svær covid-19.

- Derfor undrer vi os over, at Sundhedsstyrelsen ikke klart anbefaler vaccination. I det mindste bør de tilbydes coronavaccination på lige fod med alle andre, sagde hun 8. juli.

Hendes opfordring lyder nu:

- Bliv vaccineret. Nu er det både os og Sundhedsstyrelsen, der anbefaler det, og jeg håber, at gravide, ammende og fertilitetspatienter vil føle sig trygge i, at det er, hvad der skal gøres nu, siger hun til Ritzau.

De seneste måneder har flere gravide givet udtryk for, at de følte sig umyndiggjorte, fordi myndighederne ikke ville lade det være op til den enkelte at afgøre, hvorvidt man ønskede vaccinen eller ej.

Enkelte har fortalt, at de har trodset anbefalingen og er blevet vaccineret uden at oplyse personalet på vaccinationsstedet om graviditeten.

I Jordemoderforeningen vurderer formand Lis Munk, at det for mange gravide vil være en lettelse, at de nu kan blive vaccineret.

Men kursskiftet vil også afføde spørgsmål, og dermed kommer jordemødrene til at stå over for en større informationsopgave.

- Nogle vil sige ja tak med det samme, mens andre skal tænke over det. Når man går fra at fraråde til at anbefale noget, så vil nogle naturligvis have spørgsmål.

- Det er klart, at jordemoderen som den primære sundhedsperson vil få mange spørgsmål, siger Lis Munk.

/ritzau/