Fængselspræst: Vi må ikke glemme, at der er et menneske bag det hårdkogte bandemedlem

Straffe er blevet længere, og jeg møder flere deprimerede indsatte. Som præst og som medmenneske er det frygteligt at se, siger sognepræst Eva-Maria Schulz, der er tilknyttet Viborg Arrest

Som præst i Viborg Arrest besøger Eva-Maria Schulz arresten en gang om ugen. Nogle af de indsatte har ikke andre menneskelige kontakter end præsten, der kommer på besøg et kvarter om ugen.
Som præst i Viborg Arrest besøger Eva-Maria Schulz arresten en gang om ugen. Nogle af de indsatte har ikke andre menneskelige kontakter end præsten, der kommer på besøg et kvarter om ugen. Foto: Leif Tuxen.

Eva-Maria Schulz, du er fængselspræst i arresthuset i Viborg. Du oplever en hverdag med mere fokus på straf end på støtte til resocialisering. Hvordan ?

Straffene for narkokriminalitet og andre former for kriminalitet bliver længere. Selvom arresthuset huser varetægtsfængslede, der endnu ikke har fået en dom, så får de indsatte ofte at vide, at de står til en langvarig fængselsstraf. Samtidig bliver der skåret ned i antallet af ansatte. Tidligere var der tre fængselsbetjente på arbejde ad gangen i arresten i Viborg. Det er skåret ned til to i et arresthus med 26 pladser, men hvor der de seneste fire år har været mellem 29 og 30 indsatte. Fængselsbetjentene har også til opgave at opbygge en relation til de indsatte. Det har de ofte ikke tid til, og derfor opstår der mange konflikter.

Hvordan påvirker de forhold de varetægtsfængslede?

Jeg har talt med indsatte, der har været varetægtsfængslet i to år, og gennemsnitligt er de indsatte varetægtsfængslet i fire måneder. Der er varetægtsfængslede, som ikke taler med andre end præsten, der besøger dem et kvarter en gang om ugen. I et fængsel er der tilbud om arbejde og uddannelse, men der er meget få aktiviteter i et arresthus. De indsatte keder sig, og det har været ekstra svært under corona, fordi værkstedet har været lukket ned, og der har været begrænsede besøg. Jeg møder indsatte, der er meget deprimerede. Deres tanker kører rundt, og de kan ikke komme af med dem på grund af isolationen. Som præst og som medmenneske er det frygteligt at se.

Er det ikke konsekvensen, når man har begået en forbrydelse og skal afsone en straf?

Selvfølgelig skal de indsatte afsone deres straf. Straffen er frihedsberøvelse. Men hvorfor skal vi ud over det lave tillægstraffe, som for eksempel rygeforbud og hyppige visitationer. Rygeforbuddet må kunne løses rent teknisk. Er det ikke rimeligt med et rygeforbud inde i fængslet. Der er en times gårdtur om dagen, hvor de indsatte kan ryge?

Det er utroligt stressende at blive spærret inde, så jeg kan godt forstå, at de ryger så meget, som de gør. Den lille bitte frihed, de har til at ryge, tager man fra dem. Hvorfor kan vi ikke finde en anden løsning?

De religiøse ledere mener også, at det er problematisk med de mange visitationer i fængslerne. Er det ikke nødvendigt på grund af de store problemer med stoffer i fængslerne?

Jeg anerkender problemet med stoffer. Men hvorfor er det fængselsbetjentene, som for eksempel skal tage urinprøver eller andre check. Det tager meget af personalets tid og skader ofte deres mulighed for at opnå en god relation til de indsatte, så de måske kan begynde at overveje andre muligheder for deres liv. Der burde være mere fokus på at give fængselsbetjentene større råderum. Det ville også give dem en større oplevelse af, at deres arbejde er meningsfuldt. Miljøet i fængslerne er blevet langt mere hårdkogt de senere år, blandt andet fordi flere lovertrædelser end tidligere straffes med fodlænke. Gør det hårdere klientel det ikke nødvendigt med mere straf?

Jeg kan godt følge tankegangen, men jeg synes, at man tackler problemet forkert. I fængslerne sætter man for eksempel bandemedlemmer sammen, så de kan styrke hinanden i negative værdier om narko og kriminalitet. Jeg er ikke ekspert, men man kunne godt spørge, om ikke vi i stedet skulle lade være med at isolere bandemedlemmer. Måske ville det være sundt for dem at møde andre uden for bandemiljøet.

Udgør hårdkogte bandemedlemmer ikke netop en helt særlig gruppe, som de øvrige indsatte skal beskyttes imod?

Det er jeg ikke enig i. Selvfølgelig vil der være nogle, som er uden for rækkevidde. Jeg møder indimellem bandemedlemmer, og min erfaring er, at der bag den hårdkogte facade gemmer sig et menneske. De har brug for at møde fængselsbetjente og andet personale, som tålmodigt opbygger en relation til dem.

For et par år siden viste en undersøgelse, at Norge er nummer ét i verden, når det gælder resocialisering, mens Danmark ligger på en fjerdeplads, så gør fængslerne ikke en god indsats i forhold til at få indsatte på ret kurs?

Jo, der sker meget godt i fængslerne. Men jeg er bange for, at vi er på vej mod et mere amerikansk system, hvor straffene bliver længere, og hvor der ikke er tid til resocialisering.