Kan man en gang for alle slå fast, hvorvidt Egtvedpigen stammer fra Danmark eller ej? Det mener forskere fra Nationalmuseet, som i 2015 nåede frem til, at indholdet af grundstoffet strontium i Egtvedpigens seksårstand ikke matchede det niveau, der fandtes i området omkring den sydjyske by, hun har navn efter.
Til gengæld passede niveauet af strontium – der optages i kroppen gennem mad og drikke og lagres som en såkaldt strontium-signatur i seksårstandens emalje – med signaturen i sydtyske Schwarzwald. Altså måtte den person, hvis 3400 år gamle lig blev fundet vest for Vejle i 1921, i virkeligheden stamme fra udlandet.
Men den konklusion er det rene vrøvl, hvis man spørger geologerne Erik Thomsen og Rasmus Andreasen fra Aarhus Universitet.
De mener ikke, at der er videnskabeligt belæg for at konkludere, hvor Egtvedpigen er født – og i 2019 offentliggjorde de to videnskabelige artikler, som kritiserede den måde, hvorpå forskerne fra Nationalmuseet havde nået deres opsigtsvækkende resultat.
Kort fortalt er problemet ifølge Erik Thomsen og Rasmus Andreasen, at de målinger, der ligger til grund for teorien om, at Egtvedpigen ikke stammer fra Egtved, er foretaget i vand ved landbrugsjord. Og fordi sydjyske landmænd gennem de seneste 100 år har strøet strontium-holdigt kalk ud på markerne omkring Egtved, er dagens strontium-signatur ubrugelig i en sammenligning med den strontium-signatur, som fandtes i området i bronzealderen.
Det er med andre ord umuligt at sige noget kvalificeret om, hvorvidt Egtvedpigen er fra Egtved, Schwarzwald eller et helt tredje sted, hævder de.
I lørdags gik den seks år gamle strid om Egtvedpigens ophav så ind i en ny fase, da Nationalmuseets Karin M. Frei, Flemming Kaul og Jeanette Varberg tog til genmæle mod kritikken fra Erik Thomsen og Rasmus Andreasen. En kritik, de på baggrund af ny forskning kaldte ”grundløs”.
”Et eksempel er, at deres kritik alene går på ét af de fire referencematerialer, som vi har undersøgt, nemlig vand. Men vi har også undersøgt dyr, jord og planter i flere videnskabelige undersøgelser, og det bemærkelsesværdige er, at uanset hvilke af dem man benytter, når man frem til samme konklusion: At Egtvedpigen med største sandsynlighed kom fra udlandet. (...) Hvorfor ikke se på, hvad sandsynligheden er for, at Egtvedpigen faktisk ikke kom fra Danmark, og så forholde sig til det?” skrev de tre i en kronik i Berlingske.
Men den kritik afviser Rasmus Andreasen, geolog og videnskabelig medarbejder ved Aarhus Universitet.
”Vi har også analyseret planter og jord. Men fordelen ved at bruge vand er, at vi måler både isotopforhold og koncentration, så det kan fortælle os noget om, hvordan strontium bevæger sig rundt i miljøet. Det helt grundlæggende problem er dog, at i det øjeblik man ser på jord, planter og vand fra et landbrugsland, så finder man samme signatur alle stederne – fordi de alle sammen er kontamineret af jordbrugs-kalk. Vi har altså nået samme konklusion i de jordprøver, vi har taget, men fordelen ved vand er, at det simpelthen er nemmere at fortolke,” siger han.
”Desuden er det selvmodsigende, når Nationalmuseet både argumenterer for, at strontium kan blive tilbageholdt i jorden og samtidig være den ’gps’ i forhistoriske mennesker, som de mener, det er. Hvis strontium virkelig var så effektivt tilbageholdt i jorden, så ville det ikke blive overført til planter, mennesker og dyr. Det er det faktum, at strontium er så mobilt, der gør, at det kan bruges til at spore forhistoriske menneskers bevægelser. Men det kræver så, at man er meget påpasselig med ikke at basere sit sammenligningsgrundlag på prøver, der er påvirket af moderne menneskers aktivitet, hvor især landbruget bidrager med store mængder strontium gennem jordbrugskalken,” siger Rasmus Andreasen.
Karin M. Frei, der er geolog, forskningsprofessor ved Nationalmuseet og en af forfatterne bag kronikken, holder dog fast i, at de målinger, kronikørerne støtter sig til, affejer strontium fra landbruget som et problem for teorien om Egtvedpigens sydtyske ophav.
”Det er slet ikke selvmodsigende. Men det, som til gengæld er meget problematisk, er, at Thomsen og Andreasen ikke forholder sig til kritikken af deres eget studie, hvor en helt ny artikel viser, at deres beregninger er misvisende og forkerte,” siger hun og suppleres af seniorforsker og museumsinspektør Flemming Kaul:
”Det er for mig at se dem, der er på dybt vand. Hvis Aarhus-folkene havde ret, skulle den metode, der bruges i hele verden, kasseres,” siger han.
Men derfor kunne de vel alligevel godt have ret?
”Ja, men det har de ikke.”