Ekspert om seksualiseret kultur hos DR-Pigekoret: Det er ikke overraskende

DR Pigekoret er som elitekulturinstitution et sted, hvor der let kan opstå uheldige mønstre, siger ekspert i talentudvikling, efter weekendens historier om seksualiseret kultur og undertrykkelse af kritik i koret

Sager fra da pigekoret blev dirigeret af Michael Bojesen kommer nu frem i lyset. Udsagnene fra kvinderne, der nu er i 30’erne, har bevirket, at Michael Bojesen søndag trak sig fra sine poster i Statens Kunstfond. Billedet viser det nuværende pigekor og deres chefdirigent, og ikke de i artiklen omtalte personer.
Sager fra da pigekoret blev dirigeret af Michael Bojesen kommer nu frem i lyset. Udsagnene fra kvinderne, der nu er i 30’erne, har bevirket, at Michael Bojesen søndag trak sig fra sine poster i Statens Kunstfond. Billedet viser det nuværende pigekor og deres chefdirigent, og ikke de i artiklen omtalte personer. .

Det ser så yndigt ud, når de toner frem på skærmen nytårsaften og synger ”Vær velkommen, Herrens år!”. Men DR Pigekoret har fået ridser i den polerede overflade henover weekenden. Til Politiken har 12 navngivne tidligere medlemmer af koret fortalt om tiden under chefdirigent Michael Bojesen i årene 2001-2010. Udsagnene fra kvinderne, der nu er i 30’erne, har bevirket, at Michael Bojesen søndag trak sig fra sine poster i Statens Kunstfond, blandt andet posten som bestyrelsesleder.

Kvinderne fortæller om lumre sms’er fra chefdirigenten og mandlige gæsteoptrædende, når koret har været på turné langt væk hjemmefra. Opfordringer til at komme udfordrende klædt til korets prøver eller til at optræde på forsiden af et mandemagasin for at skabe opmærksomhed omkring koret. Dertil kommer et decideret kærlighedsforhold, ifølge kvindernes udsagn etableret på en turné på Island i 2001 mellem et dengang 17-årigt pigekorsmedlem og chefdirigenten, der på tidspunktet var fyldt 40 år. Flere gange har medlemmer af koret eller forældre italesat en kritik af kulturen, men er blevet afvist af korledelsen. Korledelsen bad endda et medlem af koret om skriftligt at trække sin kritik tilbage og tilbød hende at ”hjælpe” med at udforme et sådant brev.

I første omgang havde Michael Bojesen over for Politiken svært ved at genkende det billede, der blev tegnet af hans tid i pigekoret. I en mail sendt til flere medier i går undskyldte den tidligere chefdirigent dog:

”Jeg vil gerne sige et oprigtigt undskyld til de sangere, der har haft dårlige oplevelser eller følt sig utrygge i deres tid i koret. Jeg havde det fulde ledelsesansvar for koret, og det ansvar svigtede jeg,” skrev han.

I Michael Bojesens ledelsestid lød aldersgrænsen i pigekoret formelt set på 16-21, men reelt har der været medlemmer helt ned til 13 år.

Flere af pigekorets medlemmer har sammenlignet en plads i koret med en plads på et fodboldtalenthold eller en balletskole, og set i det lys er historierne om en skidt kultur ikke overraskende, mener Lotte Stausgaard Skrubbeltrang, der er adjunkt ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet, og har forsket i magt i talentudvikling inden for sport.

”Det er ikke overraskende, at der i en høj præstationskultur opstår nogle uhensigtsmæssige dynamikker. Man kan pege på svømmesagen herhjemme som et eksempel på noget lignende,” siger hun og henviser til de historier om stram vægtkontrol og spiseforstyrrelser i dansk elitesvømning, der kom frem sidste vinter.

Af mere grelle eksempler fra sportens verden peger hun på historien om den amerikanske gymnast Simone Biles, der i 2018 fortalte, at hun var blevet misbrugt af den læge, der var tilknyttet det amerikanske landshold.

”Når vi taler om ’talenter’, har vi ofte den forestilling, at talent er noget, der ligger hos individet, men det er en forsimpling,” siger Lotte Stausgaard Skrubbeltrang, ”for der er nogen, der skal give én mulighed for at vise, hvad man kan, under bestemte seancer.”

I pigekorets tilfælde chefdirigenten under korprøverne.

”Som jeg forstår det, er korpigerne blandt andet blevet honoreret for at tage noget bestemt tøj på. Her har korlederen en magtposition, som træneren på et hold, det er ham, der udvælger, hvem der er inde, og hvem der er ude, og hvis man gerne vil være inde, vil man automatisk komme til at agere ud fra, hvad lederen anerkender som vigtigt. Som ungt talent kan man gå med til meget, man ikke ellers ville være gået med til i et ønske om at fastholde sin position i et konkurrencepræget miljø,” siger hun, og henviser til et eksempel fra sportens verden med skader.

”Der sker tit det, at der opstår et netværk omkring atleterne, som kan fremme uheldige mønstre: ’Hvorfor spiller du overhovedet, hvis du er skadet?’, det spørgsmål bliver ikke stillet, hvis der inden for netværket er en accept af, at det er sådan, det er. Hvis du skal nå langt, skal du bruge mange timer sammen med nogle bestemte på et bestemt sted. Man skærmer sig fra omverdenen, får måske venner for livet, men har ikke venner udenfor netværket, som kan sætte spørgsmålstegn ved det, der helt åbenlyst er uhensigtsmæssigt.”

Nu, 20 år efter de første episoder, er den såkaldte ”pigekorhemmelighed” kommet ud i lyset. Michael Bojesen stoppede som chefdirigent i 2010, og pigekoret fik først en ny i 2013, hvor Philip Faber overtog. Michael Bojesen er i dag ansat som chef i Malmø Opera. Her fastholdt bestyrelsen i går, at den fortsat har tillid til ham. 

Flere af de tidligere kormedlemmer, der har bragt kritikken af den kultur, der har været i pigekoret, frem, efterlyser et større fokus på det ansvar, der ligger hos ledere af mindreårige indenfor elitesport og elitekultur. Lotte Stausgaard Skrubbeltrang bakker op:

”Jeg tror ikke altid, trænerne er helt bevidste om eller klar over, hvordan de giver andre muligheder, og den magt, der ligger i dét. Vi køber meget ind på den der logik omkring talentudvikling med, at det er individet, der besidder nogle særlige kompetencer. Og køber man ind på dén, så er det også det unge talent, der har ansvaret for at nå langt. Men det er træneren, der muliggør talentet, og er den dommer, der i sidste ende sidder med den afgørende knap, og som ikke vil satse på det, der er besværligt eller skævt.”