Det handler om kontrol, når regeringen og dens ministre svarer på skrift

Regeringen mod medierne? Den nuværende regering står ekstraordinært stærkt over for pressen. Det risikerer at skade demokratiet

Vi lever i en tid, hvor politikken er medialiseret. Det betyder, at der både i udarbejdelsen og fremlæggelsen af politiske forslag i høj grad tages hensyn til, hvordan de tager sig ud i medierne.
Vi lever i en tid, hvor politikken er medialiseret. Det betyder, at der både i udarbejdelsen og fremlæggelsen af politiske forslag i høj grad tages hensyn til, hvordan de tager sig ud i medierne. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Den nuværende regering med Mette Frederiksen (S) som statsminister har Danmarkshistoriens mest gennemarbejdede strategi for håndteringen af medierne. Målet hermed synes at være, at man så vidt muligt skal i medierne, når det entydigt gavner regeringens sag, og at man så vidt muligt skal undgå det, hvis det ikke er tilfældet.

Men har det ikke altid været således, kunne man spørge. Svaret er nej. I hvert fald har håndteringen af medierne fra tidligere regeringers side ikke været så gennemført som nu – med regeringens eget mål for øje.

Den første regering med en bevidst mediestrategi var ledet af Anders Fogh Rasmussen (V), som kom til i 2001. Fogh var meget inspireret af den måde, som den britiske premierminister Tony Blair håndterede medierne på.

Han havde også fået direkte rådgivning i pressehåndtering fra de presseansvarlige i Blairs regering.

Før Fogh var danske regeringers mediehåndtering mere ad hocpræget.

Man meldte ud som minister med en pressemeddelelse og måske et pressemøde, når man havde noget nyt at fortælle.

Opstod der sager i pressen, blev de håndteret én for én. Den direkte kontakt mellem politikere og journalister var forholdsvis tæt, og man kunne som journalist sagtens ringe direkte til en minister for at få en kommentar. Eller når journalisten traf vedkommende på Christiansborgs gange.

Med Fogh-regeringen kom der i højere grad et filter ind mellem journalisterne og ministeren. Man skulle som journalist ofte gennem en såkaldt gatekeeper i form af en rådgiver, pressechef eller lignende, før man eventuelt blev stillet videre til ministeren. Samtidig blev udmeldingerne fra ministrene til pressen i almindelighed og fra statsministeren i særdeleshed professionaliseret. Statsministerens bevidst iscenesatte pressemøder på faste tidspunkter var en del af denne nye opsætning.

Baggrunden for Fogh-regeringens ønske om en ny form for pressehåndtering var ønsket om at styre mediernes behandling af regeringens sager bedre, men den var også et forsøg på at håndtere et stadig større pres fra stadig flere medier om at få adgang til regeringens ministre. Blandt andet var TV 2 kommet til godt 10 år tidligere og var i konstant konkurrence med DR om at få adgang til ministrene.

Under Fogh-regeringen blev presset fra medierne øget, da TV 2 News kom til verden i 2006 og i princippet var interesseret i politiske nyheder dagen lang.

Avisernes deadlines, den tidlige morgenradioavis, aftenradioavisen og de to tv-stationers aftennyhedsudsendelser lagde ikke længere jagten på politiske kommentarer og nyheder i faste rammer. Nu skulle der jages dagen lang.

Siden Fogh-regeringen har de sociale medier vundet solidt fodfæste i medielandskabet. Især Facebook, Twitter og Instagram anvendes i høj grad som platforme for lancering og diskussion af politik.

Mette Frederiksen-regeringen adskiller sig i høj grad fra tidligere regeringer ved, at den bevidst har tænkt de sociale medier ind i den overordnede mediestrategi.

De sociale medier anvendes af den nuværende regering både til ”blød” politik, hvor man kommer tæt på ministrenes – og ikke mindst statsministerens – hverdag, hvad enten den indeholder makrelmadder eller vinduespudsning, og den anvendes til ”hård” politik, som når der lægges taler og opdateringer ud om aktuelle politiske emner.

Herudover er der sket en yderligere skærpelse af kampen mellem regering og medier ved, at ministrene – selv hvis de accepterer at svare på spørgsmål – i dag i højere grad gerne vil styre, hvordan det sker. En undersøgelse fra juni sidste år viste, at ministrene i Mette Frederiksen-regeringen oftere tyede til skriftlige svar på spørgsmål fra medierne end tidligere regeringer. I undersøgelsen havde man fire måneder inde i regeringsperioden analyseret ministrenes svar i en måned. Andelen af skriftlige svar var steget fra 7,3 procent i Helle ThorningSchmidt-regeringen over 22,3 procent i Lars Løkke Rasmussen-regeringen og til 27,8 procent i Mette Frederiksen-regeringen. Intet tyder på, at det siden er blevet bedre med hensyn til den nuværende regering.

Ved at give skriftlige svar undgår ministrene at komme på glatis, når de skal svare. De kan måske også spare tid på ikke at skulle sætte sig godt ind i emnet, fordi embedsmændene udformer det skriftlige svar. Omvendt er ulempen, at den demokratiske debat i medierne lider, fordi den bygger på, at ministrene som de politisk ansvarlige står på mål for deres politik.

Vi lever i en tid, hvor politikken er medialiseret. Det betyder, at der både i udarbejdelsen og fremlæggelsen af politiske forslag i høj grad tages hensyn til, hvordan de tager sig ud i medierne.

Risikoen er nærliggende for, at demokratiet i den proces lider skade, hvis skiftende regeringer kommer til at stå alt for stærkt over for medierne.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet