Det gode naboskab på skinner

I 1990 indførte de svenske jernbaner hurtigtoget X2000, som er 140 meter langt og kører med 200 kilometer i timen mellem København og Stockholm. --
I 1990 indførte de svenske jernbaner hurtigtoget X2000, som er 140 meter langt og kører med 200 kilometer i timen mellem København og Stockholm. --. Foto: Leif Tuxen.

Det er let at se på femårige Olivia, at hun glæder sig til at skulle med toget op til sine bedsteforældre i Linkøping. Hun står og tripper utålmodigt på stationen i Malmø, mens toget fra København triller ind på perronen. Olivia ved, at foran venter to en halv times råhygge i toget med mor og far – og pandekager.

Ægteparret Magnus og Caroline Johansson og deres døtre, Olivia og Meira, bor i Malmø, og efter at være kommet om bord i toget fortæller de, at de slet ingen bil har.

"Vi bor centralt i Malmø og har ikke brug for en bil i hverdagen. Og rejsen op til mine forældre i Linkøping er både hurtigere og billigere, når vi tager toget," fortæller 34-årige Magnus Johansson.

Billetpriserne på X2000-toget er billigere, jo tidligere man bestiller dem. Familien Johansson har bestilt deres billetter for tre måneder siden, og det koster dem i alt 190 kroner at rejse de 420 kilometer fra Malmø til Linkøping.

Prisen på en enkeltbillet mellem København og Stockholm kan variere fra cirka 100 til 1000 kroner – afhængigt af, hvornår man bestiller den.

Der er fuld fart på X2000, kort tid efter det har forladt stationen. Hurtigt når det op på de 200 kilometer i timen, som er hastigheden på strækningen mellem København og Stockholm.

Som passager mærker man ikke den høje hastighed, men i kurverne bemærker man straks en ganske særlig ting for dette tog: Det hælder gevaldigt til siden. Med en helt særlig teknik, hvor toget ligesom "lægger sig ned" i kurverne ligesom en motorcyklist i svingene, er det nemlig lykkedes at finde en metode, sådan at toget kan køre stærkt, selvom banestækningen bugter sig ind gennem skove og rundt om fjelde.

Familien Johansson har nu sat sig hen i togets restaurantvogn, og Olivia er gået i gang med sine traditionsrige, små pandekager, som hun får, hver eneste gang de rejser med toget.

"Jeg kan rigtig godt lide at køre med tog, men det bedste, jeg ved, er nu at cykle," siger hun med et stort smil og dypper endnu en af de små pandekager i syltetøjet, mens lillesøster Meira på fire måneder får lidt mad hos mor.

Fem timer efter toget har forladt Københavns Hovedbanegård, ankommer det til Centralstationen i Stockholm. De mere end 650 kilometer mellem de to nabolandes hovedstæder er tilbagelagt i komfortable omgivelser, mens man ud ad vinduet har kunnet følge det skiftende landskab – fra Skånes flade marker over det mere bakkede terræn med få klippestykker ved Linkøping til fjeldene, som fra Norrkøping og frem til Stockholm bliver mere og mere markante. Jævnligt passerer toget nærmest postkortlignende landskaber med skovsøer og små svenskrøde ødegårde, som gør turen til en rekreativ oplevelse.

kiil@kristeligt-dagblad.dk

Familien Johansson fra Malmø har helt droppet bilen. I stedet for nyder de togets afslappende rejseform på vej til Linkøping – og en portion lune pandekager her i togets restaurantvogn. --
Familien Johansson fra Malmø har helt droppet bilen. I stedet for nyder de togets afslappende rejseform på vej til Linkøping – og en portion lune pandekager her i togets restaurantvogn. -- Foto: Leif Tuxen.