Dansk børnefattigdom er svær at få has på

Ydelseskommissionens forslag til et nyt kontanthjælpssystem er endnu et paradigmeskifte. Væk fra at kontanthjælpen skal motivere fattige i arbejde – til at de skal aktiveres eller over på varige ydelser

Beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez (EL) mener, at et farvel til kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen er et ”godt afsæt for afgørende forhandlinger om at mindske børnefattigdommen.”
Beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez (EL) mener, at et farvel til kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen er et ”godt afsæt for afgørende forhandlinger om at mindske børnefattigdommen.”. Foto: Johan Gustafsson/Maskot/Ritzau Scanpix.

Der har været talt rigtig meget om de fattige familier med børn, og hvor mange fattige børn, der er - 64.000, 40.000 eller slet ingen?

De borgerlige partier er utilbøjelige til at acceptere, at der overhovedet skulle være fattigdom i Danmark, mens venstrefløjen har talt varmt for at afskaffe den.

Fattigdommen er godt nok relativ, men den forhindrer de fattigste børn i at gå til børnefødselsdage eller idrætsaktiviteter, lyder det.

I går kom Ydelseskommissionen så med sine anbefalinger til et helt nyt kontanthjælpssystem. Dermed er der åbnet for det politiske spil om, hvordan Danmark skal forsørge dem, der ikke kan eller vil forsørge sig selv.

Den lægger blandt andet op til, at både kontanthjælpsloftet og 225-timersregelen afskaffes permanent.

Samtidig skal systemet forenkles, og der skal i endnu større grad end i dag indføres et optjeningsprincip, så man først efter en årrække som borger i riget kan få de højeste ydelser.

Omkring en tredjedel af alle kontanthjælpsmodtagere har udlændingebaggrund, og umiddelbart vil udlændinge med mange børn tabe på et system som det, kommissionen foreslår. Det hænger sammen med, at man vil give et fast tilskud til børnefamilier, uanset hvor mange børn de har.

Overordnet fastholder kommissionsformand Torben Tranæs dog, at udspillet som helhed ikke vil ramme udlændinge hårdere end andre grupper.

Det er holdt inden for de økonomiske rammer, som kontanthjælpssystemet allerede har.

Omregnet til ”fuldtidskontanthjælp” er knapt 118.000 borgere årligt inde i systemet, og det koster samfundet 17 milliarder kroner årligt, når man medregner boligstøtte, børne- og ungeydelser, børnetilskud og andre ydelser. Med de ændringer, kommissionen foreslår, vil et sted mellem 4.000 og 6.000 børn kommer over grænsen for relativ fattigdom.

Hvert tiende af de nuærende fattige børn vil altså komme over fattigdomsgrænsen. Det lyder ikke af meget, hvis man som Enhedslisten har et mål om at helt at udrydde den relative børnefattigdom herhjemme. Men beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez ser alligevel overraskende positivt på kommissionens forslag. Hun mener, at et farvel til kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen er et ”godt afsæt for afgørende forhandlinger om at mindske børnefattigdommen.”

Partiets leder Mai Villadsen har ellers for nylig på årsmødet truet med at vælte regeringen, hvis den indgår forlig med højrefløjen om en kontanthjælpsreform.

Regeringen håber ikke desto mindre, at den kan få en aftale med de borgerlige partier. Det ser nu svært ud, i hvert fald hvis det skulle være med Venstre. Beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) understreger stadig, at det ”skal kunne betale sig at arbejde”, og det betyder, at offentlige ydelser skal være mærkbart mindre end de laveste lønninger på arbejdsmarkedet.

I virkeligheden er det den tænkning, kommissionen gør op med. I et vist omfang. Analysen, som også regeringen deler, er, at selv nok så lave ydelser ikke får kontanthjælpsmodtagere i arbejde, når de slås med andre problemer end lige arbejdsløsheden. Og det gør flertallet. Derfor handler det om, enten at få folk i aktivering eller uddannelse, eller at få dem over på en varig ydelse som for eksempel førtidspension.

Det med at parkere mennesker på varige ydelser har ellers været politisk bandlyst i en årrække. Reformen af førtidspensionssystemet skulle for eksempel stort set gøre det umuligt for unge under 40 år at komme på førtidspension, med mindre de havde et fysisk handicap.

Nu svinger pendulet tilbage. Man vender tilbage til de socialpolitiske strømninger fra i 1980’erne og 1990’erne, da man sidst troede på, at man kunne aktivere og motivere mennesker ud af passiv forsørgelse uden at skele meget til økonomien i det for den enkelte.

Det skifte er forklaringen på Enhedslistens velvilje, uagtet at man er meget langt fra at afskaffe børnefattigdommen. Det mål ligger helt uden for de politiske realiteters horisont, og så langt vil hverken regeringen eller De Radikale gå.

Men der er alligevel lagt op til hårde forhandlinger efter sommerferien.