Bare fordi natteliv og uddannelsesinstitutioner er lukket ned, er kærligheden det ikke. Selv i coronatiden finder unge mennesker sammen, og måske er der lidt mere bund i det romantiske møde, når det foregår under en pandemi. Måske kan det i sidste ende føre til et opgør med den ”brug-og-smid-væk-kultur”, der karakteriserer kærlighedskulturen.
Det håber Helene Dam. Udover at være retoriker, operasanger, præst – gennem 10 år i Holmens Kirke i København – er hun indehaver af stærke holdninger til kærlighed. For eksempel den, at nutidens kærlighedskultur er narcissistisk.
”Jeg mener, der er en tendens til, at man er for optaget af, hvad man selv får. Og får man ikke det, man vil, så kaster man det bare væk. Men jeg tror ikke, man kaster det væk på samme måde nu, hvor isolationen pludselig har lært os, at det ikke er godt for mennesket at være alene,” siger hun.
Selvom Helene Dam mener, at der er grænser for, hvor meget coronaen på sigt vil forandre, har hun ikke kunnet undgå at tænke over, om nutidens ”singledyrkelse” mon snart vil få en ende. Netop fordi vi har mærket, at mennesker har brug for hinanden. Samtidig fortæller Helene Dam, der selv er fraskilt, at hun i coronatiden ikke har kunnet undgå at mærke, hvor udviklende det er, når man tør – eller bliver tvunget til – at være alene.
”Man finder sig selv på en anden måde. Man jagter ikke lige så desperat at finde ’en eller anden’ for at få det bedre med sig selv. Og så tror jeg også, at man lærer at imødekomme et andet menneske på en måde, hvor man ikke stiller så mange krav til vedkommende,” siger hun.
Det er heller ikke utænkeligt, at det fravær af fysisk kontakt, som pandemien har medført, vil sætte sine spor på fremtidens kærlighedskultur. Det mener Søren Gosvig Olesen, der er lektor i filosofi ved Københavns Universitet og forfatter til ”En lille bog om kærlighed”. Når han bliver bedt om at forudse, hvordan coronapandemien vil påvirke kærlighedskulturen, kan han ikke lade være med at tænke tilbage på 1980’erne og 1990’erne, hvor frygten for en anden pandemi, nemlig aids, var med til at sprede frygt for at dyrke sex.
”Og nu er vi kommet dertil, hvor vi ikke engang kan give hinanden et kram. At støde albuerne eller skoene sammen kan gå et stykke tid som en slags joke, men det er ikke intimt nok. Og måske vil den erfaring lagre sig i de unge – måske vil de i fremtiden være endnu mindre kropslige, end de er i forvejen,” siger han.
Da pandemien brød ud, hørte Stephanie Caruana, der er forfatter, filmanmelder og klummeskribent, om blandt andet dating, flere singler beklage sig over, at nu blev det sværere at gå på Tinder-dates og at have romantiske relationer til flere på samme tid. Hendes svar til dem var:
”Det er da bare godt! Så kan du måske lære at forholde dig til det menneske, du sidder over for.”
Stephanie Caruana synes nemlig, der er en tendens til, at man i dag jagter kærligheden for at blive hel og finde ”den eneste ene”. Og at det er ”et frygteligt ansvar at lægge over på et andet menneske”. Men måske giver pandemien grobund for dybere relationer, forklarer hun.
”Når hele verden er i en tilstand af alarmberedskab, tager man nok nogle større, eksistentielle samtaler hurtigere, end man ellers ville have gjort. Jeg tror, man møder folk mere autentisk og bruger tid på at se dem fremfor at tænke på, om de nu opfylder de punkter, man har på sin liste. Fremfor at spørge: ’Hvad vil du? Hvilket job har du? Og hvor bor du?’, tror jeg, at man i stedet spørger: ’Hvordan behandler du din mor? Hvad er dit forhold til din far? Har du noget, du brænder for?’”, siger Stephanie Caruana, der ligesom Helene Dam og Søren Gosvig Olesen er spændt på, om tendensen vil fortsætte, når pandemien er ovre.