Socialdemokratiet vil tilbage til Anker Jørgensens Israel-politik

I dag er S overvejende venligt stemt over for staten Israel, som partiet var i de første mange år efter statens etablering i 1948. Men i et par årtier var det anderledes

Anker Jørgensen kom måneden efter  Yom Kippur-krigen på et politisk møde i Middelfart med en berømt udtalelse om, at ”krigen var forårsaget af de arabiske lande, som begyndte,” og at han ”forsvarede Israel, fordi der var mange ansvarlige i de arabiske lande, der har udtalt, at de ønsker at skubbe Israel ud i Middelhavet”.
Anker Jørgensen kom måneden efter Yom Kippur-krigen på et politisk møde i Middelfart med en berømt udtalelse om, at ”krigen var forårsaget af de arabiske lande, som begyndte,” og at han ”forsvarede Israel, fordi der var mange ansvarlige i de arabiske lande, der har udtalt, at de ønsker at skubbe Israel ud i Middelhavet”. Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix.

Siden Mette Frederiksen blev formand i 2015, har Socialdemokratiet gennemgået et hamskifte, som kort kan beskrives som en slags tilbagevenden til partiets klassiske rødder. Socialdemokratiets skifte kommer til udtryk i partiets udlændingepolitik, som er ført tilbage til tiden før den meget liberale udlændingelov af 1983. Skiftet ses også i en afstandtagen fra socialdemokratiske initiativer i 1990’erne og 2010’erne, hvor man helt eller delvist privatiserede arvesølvet i form af blandt andet TDC og Dong. Et tredje område, hvor Socialdemokratiet er vendt tilbage til partiets klassiske position, drejer sig om Israel. Det er et politisk felt, som er klart af mindre vigtighed end de to andre, men bevægelsen er den samme: Socialdemokratiet under Mette Frederiksen vil tilbage til holdningerne under H.C. Hansen og Anker Jørgensen. Socialdemokratiet var i årene efter Anden Verdenskrig klart pro-israelsk. Det hang naturligvis sammen med ønsket om at sikre verdens jøder et helle i det oprindelige hjemland efter det nazistiske folkedrab.

Socialdemokratiets position skyldtes også partiledelsens tætte forbindelser til lederne i Arbejderpartiet i Israel, som havde magten uafbrudt frem til 1977. Socialdemokratiets holdning blev understreget i en erklæring fra stats- og udenrigsminister H.C. Hansen den 20. februar 1957, hvori det blandt andet hedder, at ”Danmark kan ikke medvirke til sanktioner af militær eller økonomisk art imod Israel,” men ”Danmark vil i FN medvirke stærkest muligt til en ordning, der kan bidrage til en varig fred baseret på holdbare aftaler mellem Israel og dets nabostater”.

Det bidrog til, at de socialdemokratiske ledere holdt fast i denne holdning, at arabiske ledere gentagne gange talte om ”at kaste Israel i havet”. I forlængelse heraf blev Yom Kippur-krigen i oktober 1973 betragtet som blot endnu en krig, hvor Israel kæmpede imod udslettelse.

Anker Jørgensen kom måneden efter krigen på et politisk møde i Middelfart med en berømt udtalelse om, at ”krigen var forårsaget af de arabiske lande, som begyndte”, og at han ”forsvarede Israel, fordi der var mange ansvarlige i de arabiske lande, der har udtalt, at de ønsker at skubbe Israel ud i Middelhavet”.

Oslo-fredsaftalerne i 1993 indebar imidlertid, at der begyndte at komme en anden holdning til Israel end Hansen-Jørgensen linjen.

Oslo-fredsaftalerne indebar blandt andet, at palæstinenserne skulle have et hjemland, og at PLO blev accepteret som en repræsentant for palæstinenserne. To-statsmodellen blev herefter accepteret som modellen for løsningen af krisen.

Den fremtrædende socialdemokrat Mogens Lykketoft blev efterhånden opfattet som en kritiker af Israel, som han kritiserede for ikke at hjælpe tilstrækkeligt med at få to-statsløsningen implementeret. Med Mogens Lykketoft som udenrigsminister i 2001 fik den Israel-kritiske linje en mere fremtrædende placering.

Efterhånden vendte den Israel-venlige holdning imidlertid tilbage i Socialdemokratiet. Ikke alle var længere overbevist om, at Israel bar hovedskylden for, at to-statsmodellen ikke blev til noget. Fortsatte terrorhandlinger fra palæstinensisk side var ifølge denne tolkning med til at underminere modellen. Da Helle Thorning-Schmidt var statsminister, blev det bemærket, at hun i 2014 ikke ville underskrive en fælles udtalelse fra de nordiske ledere af de socialdemokratiske partier, hvori de tog afstand fra Israels politik i forhold til palæstinenserne.

I 2015 blev Mette Frederiksen formand for Socialdemokratiet. En vigtig person i den socialdemokratiske ledelse indtil valget i 2019 var Henrik Sass Larsen.

Han udgav i 2018 bogen Exodus, hvori han blandt andet skriver, at ”en del af løsningen for en varig fred for det jødiske folk er også, at vi udstrækker vores politiske, handelsmæssige og militære relationer, sådan at den israelske befolkning kan blive betrygget i, at den ikke bliver efterladt alene, skulle nye konflikter eller aggressioner opstå”.

Mette Frederiksens rejse til Israel sammen med den østrigske kansler, Sebastian Kurz, i marts i år blev også betragtet som en cementering af den pro-israelske linje i Socialdemokratiet, selvom målet var en diskussion af forskningssamarbejde angående vacciner mod covid-19 og ved selvsyn at se den effektive israelske udrulning af vaccinationsprogrammet.

Alt i alt har Socialdemokratiets holdning til Israel fra 1948 til 2021 bevæget sig fra at være grundlæggende pro-israelsk over i et par årtier at være Israel-skeptisk til atter at være pro-israelsk.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet.