Hvis man kigger på det islandske flag, fylder den blå farve langt mere end den røde. Sådan er det også i det politiske Island, så snart man forlader Reykjavíks regnbuestribede gader. Ude på landet er det de blå på højrefløjen, der bestemmer. Enhver er sin egen lykkes smed. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig i dag.
Et enkelt sted skiller sig dog ud på det islandske landkort. Fjordbyen Neskaup-stadur ligger gemt væk som en lille flække på øens østligste spids. Og modsat resten af Island kiggede byen i årtier mod øst, ikke mod vest, når den skulle finde inspiration til politiske løsninger.
Under den kolde krig var Island ellers et udpræget vestligt demokrati. USA havde en militærbase på øen, og islændingene var blandt Natos stiftende medlemmer. Året før Anden Verdenskrigs afslutning var Island endelig sluppet ud af danskernes greb. Selvstændigheden var en realitet i 1944, og over hele landet dominerede borgerlige centrum-højrepartier både byråds- og regeringskontorer.
Men ikke i Neskaupstadur. Her var det tværtimod socialisterne, der styrede byen efter sovjetisk forbillede. De røde kom til magten i 1946 og bevarede den i mere end 50 år. Neskaupstadur fik tilnavnet Lille Moskva.
I byens svømmehal hænger der i dag to ure på væggen i omklædningsrummet. Det ene viser den lokale tid, det andet viser klokken i Ruslands hovedstad.
”Den socialistiske forhistorie er en del af byens selvbillede,” forklarer den 48-årige gymnasielærer Margrét Perla Leifsdóttir.
Som et af byens børn kender hun historien indefra. Hun oplevede fra barnsben, hvordan borgere, politikere og erhvervsfolk lod sig præge af kommunismens tankesæt, hvor det klasse-løse samfund var idealet.
Ingen personificerede det bedre end fiskersønnen og lokalpolitikeren Gudmundur Helgi Sigurjónsson. Han døde som 90-årig i 2014, men i en islandsk dokumentarfilm med titlen ”Litla Moskva”, som udkom for et par år siden, deler han sit positive syn på kommunismen, imens han fremviser røde artefakter fra sovjettiden.
”Mange i Vesten lod sig skræmme af den stærke propaganda imod Sovjet-unionen, men det har aldrig haft nogen effekt på mig. Ind ad det ene øre, ud ad det andet,” fortæller den erklærede kommunist.
I 1970’erne og 1980’erne blev det almindeligt for beboerne i Neskaupstadur at give unge mennesker en konfirmationsgave bestående af 14-dages kolonitur til det daværende DDR. Gudmundur Helgi Sigurjónsson havde ansvaret for at sende hundredvis af islandske teenagere over på den anden side af jerntæppet, og han fik øgenavnet Gudmundur Stalin.
”Jeg har aldrig været modtagelig for sladderhistorierne om de sovjetiske mord og den slags. Folk forvrænger sandheden, når de angriber gamle Stalin. Han var et menneske ligesom alle andre. De kunne bare ikke lide Sovjetunionen, fordi Vesten var ved at lægge fundamentet til en helt anden type samfund,” siger den nu afdøde i dokumentaren.
I dag tager det omtrent ni timer at køre i bil fra Reykjavík i vest til Neskaupstadur i øst. Men indtil for få år siden lå fjordbyen fuldstændig afsides, fordi der hverken var ordentlige veje eller en tunnel gennem bjerget som i mange andre islandske fjordbyer. I lange perioder hen over vinteren var det helt umuligt at komme til og fra Neskaupstadur – den eneste forbindelse til omverdenen var via havet. Til gengæld havde området ved fjorden både plads til landbrug og fiskeri, og for mange indbyggere havde isolationen faktisk et positivt aspekt.
”Det skubbede os tættere sammen. Folk var nødt til at gøre tingene selv her. Man kunne ikke bare få hjælp udefra. Man måtte stå sammen og arbejde sammen. Det banede vejen for socialismen,” forklarer Smári Geirsson, historiker og mangeårigt socialistisk byrådsmedlem.
I begyndelsen af det 20. århundrede voksede Neskaupstadur hurtigt – fra et par hundrede til flere end 1000 indbyggere. Det skyldtes især fiskeriet.
”Folk flyttede hertil fra sydlandet, fordi de ikke kunne få arbejde andre steder. De kom her for at arbejde, og på den måde blev en arbejderklasse skabt,” opridser historikeren over for Kristeligt Dagblad.
De fleste arbejdede for de to købmænd, som kontrollerede hele byen. Men med krisen i 1930’erne blev den slags topstyring upopulært, og konflikter opstod mellem købmænd og arbejdere. Socialdemokratiet voksede sig stærke, men i Neskaupstadur dukkede der også nogle unge mænd op, som var endnu mere radikale. I spidsen for bevægelsen stod tre unge mænd – Bjarni, Lúdvík og Jóhannes – som kaldte sig selv kommunister. Trioens idéer appellerede til de fattige arbejdere. De var kommet for at male byen rød i mere end én forstand, og der blev lyttet til dem.
”De fleste meldte sig under fanerne. Kommunisterne var radikale og ville have store forandringer. De ønskede, at byen tog del i industrien, og deres magt blev hørt. I en lille by er ledernes personligheder af stor betydning,” pointerer Smári Geirsson.
Omdrejningspunktet for de røde idéer blev byens sildefabrik, Síldarvinnslan. Fra 1950’erne og frem drev bystyret den store fabrik, som var den et socialistisk samfund med sociale ydelser. Fabrikken så det som sin opgave at ansætte enhver, der manglede arbejde.
”Ingen behøvede at være arbejdsløse. Alle havde et arbejde, selv folk med handicap, fysiske eller mentale. Hvis man kun kunne arbejde fire timer om dagen, så gjorde man bare det. Jeg kan huske, at jeg arbejdede sammen med en kvinde, som fileterede én bakke fisk, mens jeg fileterede seks. Hun var bare anderledes, og det var aldrig noget problem,” fortæller folkeskolelæren Ingibjörg Thórdardóttir i ”Litla Moskva”.
”Den gamle kommunisme skabte et kammeratskab. Vi boede alle her i dette lukkede samfund, og alle havde en rolle at spille. Alle skulle have en mulighed for at leve et godt liv – uanset hvordan de var, og hvem deres forældre var,” siger hun.
Men ikke alle brød sig om, hvad der foregik i Neskaupstadur. Som tillidsrepræsentant på fabrikken indså den rebelske Stella Steinthórsdóttir løbende, at kommunismen fungerede bedst i teorien, ikke i praksis. For at bryde monopolet med handlen på en række varer gjorde den lokale brugs på et tidspunkt op med idéen om, at alt skal være lige meget værd. I 1970’erne skabte det de første sprækker i byens samhørighed.
”Kommunisterne kunne ikke lide konkurrence. De kunne ikke lide sådan en ’privat’ aktør i byen, heller ikke selvom det var en andelsforening. De opfattede det sådan, at man stjal arbejderne fra dem, hvis andre aktører for eksempel satte sig for at finde en ny måde at salte sildene på. Man skulle have den rette politiske farve, hvis man ville fremad her i byen,” siger Stella Steinthórsdóttir i dokumentarfilmen.
Hun blev en af de første med et andet politisk standpunkt, der turde sige bystyret imod.
”Den her socialistiske idé var for mig en utopisk drøm, som aldrig ville fungere, fordi den brød med naturens love. Man ville ikke indrømme, at ethvert menneske har selviske motiver og gerne vil arbejde for sig selv. Folk tænker ikke naturligt på alle andre, før de tænker på sig selv,” siger hun.
Det historiske topmøde i Reykjavík i 1986 mellem USA’s og Sovjetunionen daværende ledere, Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov, blev begyndelsen på enden for den østislandske kommunisme. Få år senere kollapsede Sovjetunionen, og den stædige socialisme begyndte også at skabe problemer i Lille Moskva.
Isolationen fra omgivelserne var blevet en hæmsko, som ikke længere kunne ignoreres i en globaliseret verden. I 1998 kom kulminationen. Efter flere års tovtrækkerier blev Neskaupstadurs kommune slået sammen med to andre fjordbyer, og det amerikanske aluminiumselskab Alcoa kom til byen for at åbne et nyt produktionsanlæg. Den teknologiske udvikling havde overflødiggjort mange af arbejderne på sildefabrikken, og aluminiumsværket var den eneste mulighed for at opretholde beskæftigelsen. Beslutningen om at redde byens økonomi med penge fra et udenlandsk firma kostede i sidste ende kommunisterne magten. For første gang i 52 år mistede de grebet om Neskaupstadur.
Nye politiske vinde og den manglende erfaring med forandringer betød, at byen i de følgende år sakkede bagefter mange andre islandske bysamfund.
”I flere årtier mærkede jeg, at der manglede mennesker med fremdrift her. Vi havde været vant til at være garanteret et arbejde uanset hvad. Ingen behøvede at tage initiativ til noget,” forklarer historikeren Smári Geirsson.
”Men nu mærker jeg endelig, at folk ser muligheder for fremtiden. De prioriterer turisme og ser muligheder for at lave noget, som måske er gjort andre steder, men som er nyt for os.”
Nu om dage ser Neskaupstadur væsentligt anderledes ud end under den kolde krig. Sildefabrikken ligger her stadig, men den er privatiseret og har åbnet filialer i mange andre byer. En del af fabrikken ejes dog stadig af en lokal andelsforening, som bruger dividenderne til at opbygge og støtte forskellige sager i byen.
”Det kan være at bygge en fodboldbane eller købe udstyr til sygehuset. Eller betale for en lokal forfatters digtsamling. Foreningens opbakning mærkes overalt i byen,” fortæller gymnasielæreren Margrét Perla Leifsdóttir.
Ifølge hende ved byens unge mennesker dog ikke så meget om den kommunistiske fortid i Lille Moskva.
”De ældre generationer kender historien bedre, eftersom mange af dem oplevede den. Det er hverken noget, folk generelt er stolte over, eller noget, de skammer sig over. Det har karakter af noget usædvanligt, som er byens kendetegn, uden at folk egentlig tænker meget over det i hverdagen,” siger hun.
En ny tunnel gennem bjerget åbnede i 2016, og det har fået flere turister til at sætte Neskaupstadur på rutekortet – i hvert fald indtil coronapandemien ramte.
I den gamle brugsbygning er der åbnet et moderne gæstehus, Hótel Hildibrand, som ejes af barnebarnet til den tidligere brugsbestyrer. Den unge hotelejer Hákon Hildibrand påpeger, at byen i dag hviler på det fundament, som de gamle kommunister lagde.
”Vores historie holder os ikke tilbage, snarere omvendt. Vi tager det bedste fra dengang og lader resten være, og jeg er sikker på, at det i fremtiden vil være en god historie. Vi bruger det i vores turisme. Jeg viser folk Kreml – det gamle fagforeningshus – og fortæller dem anekdoter om de gamle kommunister. Om Gudmundur Stalin og arrangementet Kommablót, som stadig foregår hvert år. Vi byder gerne folk velkommen her i Lille Moskva,” siger han.