Coronaofre i USA fortryder. ”Jeg skulle have fået den forbandede vaccine”

I USA rammer pandemien nu fortrinsvis de frivilligt uvaccinerede. Flere fortryder deres vaccineskepsis fra hospitalssengen eller dødslejet

I USA sender delta-varianten af coronavirussen stadig flere uvaccinerede amerikanere på hospitalet. I sydstaten Alabama, der har en af landets laveste vaccinationsrater, går Sheila Tyson (nummer to fra venstre), sundhedskommissær i Jefferson amt, sammen med frivillige fra dør til dør for at oplyse borgerne om vaccinernes fordele.
I USA sender delta-varianten af coronavirussen stadig flere uvaccinerede amerikanere på hospitalet. I sydstaten Alabama, der har en af landets laveste vaccinationsrater, går Sheila Tyson (nummer to fra venstre), sundhedskommissær i Jefferson amt, sammen med frivillige fra dør til dør for at oplyse borgerne om vaccinernes fordele. Foto: Elijah Nouvelage/AFP.

Som læge på Grandview Medical Center i Birmingham i Alabama, der er blandt de amerikanske delstater med den laveste vaccinetilslutning, har Britney Cobia inden for den seneste tid tilset adskillige unge, ellers raske mennesker med meget alvorlige covid 19-infektioner.

”En af de sidste ting, som de gør, før jeg lægger dem i respirator, er at bønfalde mig om at få vaccinen. Jeg tager deres hånd i min, siger, at jeg er ked af det, men at det er for sent,” skriver hun i et indlæg på Facebook, der er gået viralt.

”Et par dage senere, når jeg noterer deres dødstidspunkt, omfavner jeg deres pårørende og siger, at den bedste måde at hædre deres kære på er at gå hen og blive vaccineret og at opfordre alle andre til at gøre det samme. De græder. Og de fortæller mig, at de intet anede. At de troede, at det var en spøg. At de troede, at det var politisk,” fortsætter hun.

I takt med at delta-varianten af coronavirussen skyller henover USA og får antallet af hospitalsindlæggelser og dødsfald til at stige fortrinsvist blandt de millioner af frivilligt uvaccinerede, fylder historierne om ”vaccine-fortrydelse” både de traditionelle og sociale medier.

I avisen Washington Post fortæller den 37-årige Jessica DuPreez fra Las Vegas i Nevada eksempelvis om sin to år ældre forlovede, Micheal Freedy, der døde med corona i torsdags. Parret havde ligesom mange andre amerikanere besluttet sig for at takke nej til vaccinen, indtil de syntes, at dens mulige følgevirkninger var blevet bedre belyste.

”Jeg skulle have fået den forbandede vaccine,” skrev Micheal Freedy i en sms til DuPreez kort inden sin død.

Han efterlader sig flere børn, heriblandt en blot 17 måneder gammel søn.

”Mine børn har ikke længere en far, fordi vi tøvede,” siger Jessica DuPreez, der nu bønfalder andre amerikanere om at lære af parrets fejl, til Washington Post.

Lige under halvdelen af alle amerikanere er færdigvaccinerede, og ifølge en nylig meningsmåling fra ABC News og Washington Post er 29 procent af amerikanerne ”utilbøjelige” at lade sig vaccinere imod covid-19. Samtidig advarer den amerikanske sundhedsmyndighed CDC, at coronapandemien nu er ”de uvaccineredes pandemi”. I nogle dele af landet melder hospitaler igen om tilstande, der minder om foråret 2020, og akutafdelingerne er pludselig igen overbelagte med syge coronapatienter. Mens det gennemsnitlige daglige antal dødsfald blandt USA’s 333 millioner indbyggere i begyndelsen af juli nåede ned på under 200, er det nu over 350 og stigende.

Der er dog tegn på, at delta-variantens hærgen kombineret med genindførte restriktioner såsom mundbindspåbud og testkrav overbeviser nogle vaccineskeptikere om at værne sig imod sygdom og død ved at lade sig vaccinere. Ifølge tv-stationen CNN’s analyse af tal fra CDC er vaccineraten stigende især i konservative sydstater med en ellers lav vaccinetilslutning. Det gennemsnitlige antal amerikanere, der hver dag modtager et stik, er nu nået op på over 650.000, hvilket er 26 procentpoint højere end for tre uger siden.