Bag hækken på Skovvej nummer 196 sidder tre kvinder og sludrer i skyggen fra en parasol. På bordet står en skål friske jordbær, og hænderne holder om et iskoldt glas rosévin, mens havblikket over Vejle Fjord glimter i baggrunden.
”I må selv rigge til, hvis I har brug for noget,” siger Randi Larsen til de andre, mens hun selv finder sig til rette i en campingstol.
De tre kvinder er naboer, og en sti trampet gennem et hul i hækken vidner om, at mødet i skyggen ikke er det første af sin slags. Men naboskabet kan ikke spores i folkeregisteret, for her står boligerne på hjul, og samtalerne bag hækken er begrænset til sommerhalvåret. Kvinderne er blandt de mange danskere, som har mødt hinanden om sommeren og hvert år kan glæde sig til at gense hinanden, når dagene bliver længere og varmere.
Det begynder omkring påske, når Randi Larsen og hendes mand, Henning, ruller parrets hvide campingvogn ind på Hagen Strand Camping på kyststrækningen mellem Vejle og Fredericia. Ulla Pedersen og Dorthe Find og gemalerne Kjeld og Claus gør det samme, hvorefter parrene tilbringer enhver ledig weekend på campingpladsen.
Fælles for de tre par er, at de har camperet i mere end 20 år, og at de har ligget på mange forskellige pladser. I de senere år har de dog været enige om at vende tilbage til Hagen Strand Camping, for de er glade for pladsen og endnu gladere for selskabet.
”Vi begyndte for alvor at snakke sammen til nogle af fællesarrangementerne på pladsen, og nu hænger vi ligesom sammen i den her gruppe,” beretter Dorthe Find.
Kvinderne fortæller, at de altid er opdateret på hinandens liv og tilbringer rigtig meget tid sammen, når de er på pladsen.
”Vi kan altid finde en anledning til lige at kigge forbi,” griner Dorthe Find.
Det gennemsigtige fortelt, hvor døren næsten altid er rullet til side, åbner grænserne til privatsfæren, og det gør sammenkomsterne meget mere spontane og uforpligtende.
”Vi er meget mere synlige for hinanden her. Når man skal have gæster hjemme, skal det aftales i god tid, og man skal bruge tid på at gøre rent inden. Sådan er det ikke her,” forklarer Randi Larsen, mens Dorthe Find supplerer:
”Man behøver ikke banke på, og her må folk gerne komme dumpende ind, uden at det er planlagt. Hvis vi bliver sultne, skraber vi sammen, hvad vi har, og man kan sagtens bede de andre om at gå hjem og hente egne drikkevarer eller en stol,” fortæller hun.
Samtalen overdøves et kort øjeblik af naboen, der tænder for græsslåmaskinen.
”Det er ham, der altid slår græs,” siger Dorthe Find med et nik over mod motorstøjen.
På campingpladsen hilser man på alle, men man kender ikke nødvendigvis hinandens navne uden for de faste grupper. Nede ad vejen bor for eksempel ”ham med stråhatten”, og rundt om hjørnet kan man møde ”ham, der altid arbejder”.
Sådan var det også før gruppen her for alvor fandt hinanden. Ulla Pedersen var ”hende, der altid smiler”, og Dorthe Find og manden, Claus, var ”Bamses far og mor” med reference til navnet på deres hund, en rottweiler, de altid luftede på pladsen.
”Vi er alle meget lige, når vi er her. Man ved ikke, hvem der er direktør, og hvem der ikke er, når man mødes her, og på den måde kan man snakke med alle,” forklarer Randi Larsen. Hun påpeger, at campister i den grad er sociale væsener, men at de her i gruppen bare svinger særlig godt.
”Vi kan altid finde på noget at snakke om, og selvom det er mere uforpligtende, er det ikke mindre seriøst,” lyder det næsten i kor fra de tre kvinder.
Når sommeren går på hæld, og vognene køres hjem til vinteropbevaring, er de hyppige sammenkomster forbi, og møderne langt mere sporadiske. Dorthe Find, Ulla Pedersen og deres respektive ægtefæller bor begge i byen Brejning ikke langt derfra. De ses af og til i lokalområdet, mens Randi Larsen og manden, Henning, bor længere væk. Kontakten holder de ved lige via en fælles gruppesamtale på beskedtjenesten Messenger, og så markerer de halvvejen gennem vinterhalvåret med en årlig julefrokost. Parrene har talt om at prøve en ny plads. Men modsat tidligere skift er de denne gang enige om, at alle flytter med til samme nye plads. Det her fællesskab har de ikke lyst til at give slip på.