I den lille landsby Dyngby få kilometer fra Odder bor den kreative mand, som jeg tillader mig at kalde den jyske Gaudí, opkaldt efter den spansk-catalanske arkitekt og kunstner Antoni Gaudí, som er kendt for sin ufuldendte kirke i Barcelona, Sagrada Familia. Gaudí er også kendt for sin store park i samme by, Park Güell, hvor han har arbejdet meget med porcelænsmosaikker. Til den helt store guldmedalje. Og fuldstændig uimodståeligt.
Jeg ved rent faktisk ikke, om den jyske Gaudí har besøgt denne park og hans mosaikker, men man kunne have en mistanke.
De fleste mennesker har haver og huse uden de store overraskelser og med megen forudsigelighed. Det er selvfølgelig helt lovligt og kun op til den enkelte, hvor meget man selv vil sætte sit præg på sit sted. Men når man så kommer til et sted, hvor ejeren rent faktisk virkelig leger med mulighederne og skaber sit helt eget særlige univers, så stopper man op, glædes og forbavses, i hvert fald hvis man er mig. Så – med fru Tones ord – ”jubler mit hjerte”.
For Erik Rasmussen leger med sit sted, der er hans fødegård. Han er i dag 75, han er gift med keramikeren og pottemageren Buller Hermansen, og hos hende kan han hente alle de potteskår, som han vil. Noget ryger jo indimellem på gulvet, noget andet skal undervejs kasseres, og så ligger byggeklodserne og legetøjet klar til den kreative bonde og tidligere pædagog, som også maler og bygger med sten.
Den jyske Gaudí går stille med dørene. Han ville aldrig kalde sig selv kunstner. Beskedenhed er en dyd. Men jeg vover at gøre det her i al offentlighed. For se lige, hvad han får ud af at lege med fruens potteskår: Rundt omkring på de gamle staldbygninger og på den lange stump mur fra den tidligere svinestald, det der nu er den kulørte langbænk, som kan ses ude fra vejen. Hvem får ikke lyst til at gå nærmere ind til den og eventuelt sætte sig på den. Jeg er fuld af beundring og var tæt på at ”besvumse”, da jeg så den, og tænkte straks, at sådan en vil jeg også have. Faktisk har jeg i hele 28 år haft masser af potteskår fra den kongelige porcelæn liggende klar til brug, mange af dem fra knuste juleplatter. Nu må det snart være.
Her ser man forskellen på forudsigelighed og kreativitet. På alle ens – og skillen sig ud. På evnen til leg og på manglende evne eller vilje. Altså ikke hos børn, men hos os voksne. Når vi leger, bliver vi som børn igen.
Det samme gælder også, når Erik Rasmussen skaber sit eget stengærde. Så skal det være noget særligt og ikke lige ud ad landevejen – men en stenbølge. Den ses også fra vejen og er dybt imponerende.
Jeg tror ikke, at hr. Erik ”Gaudí” Rasmussen i Dyngby drømmer om at have folk rendende i flokkevis på sin grund, men en del af det kan rent faktisk ses fra vejen. Især hvis man stiller køretøjet og passerer til fods, og så er der jo også den mulighed, at man besøger fru keramikerens udstilings- og salgslokale og på den måde kommer lidt tættere på. Det kan varmt anbefales. De er begge noget helt særligt og meget kreative og inspirerende folk.
Her er vi langt væk fra forudsigeligheden. Og midt i en jysk keramisk Gaudí-verden.
