En ”martino” med det hele, tak!

To fodboldspillere kan tage æren for et delikat og fyrigt smørepålæg, som det er nemt at fremstille sin egen version af

En ”martino” er god til den lille sult eller som appetitvækker inden et hovedmåltid. – Foto: Thomas Andreasen.
En ”martino” er god til den lille sult eller som appetitvækker inden et hovedmåltid. – Foto: Thomas Andreasen.

Nej, der er ikke en slåfejl i overskriften. Der skal stå ”martino” og ikke ”martini”.

For denne artikel drejer sig ikke om en italiensk vermouth, men om en smørbar mad-specialitet, der i år kan fejre 70-årsjubilæum. For en ”martino” kan dateres til året 1951, hvor fodboldspilleren Theo Maertens kom ind på sandwichbaren Quick i den nordbelgiske by Antwerpen og med ordene ”put bare alt på, som du har i huset” bad manden bag disken om at komme ekstra fyld på det stykke brød med tatar, han bestilte.

Husets udvalg på bemeldte tidspunkt var tilsyneladende begrænset til chilipulver, tabasco, cayennepeber, syltede agurker, salt, karryketchup, worcestershiresauce og snittede løg, så det kom ovenpå den smurte baguette, som blev serveret for den sultne fodboldspiller. Resten er historie så at sige, for dermed havde manden bag disken, Albert de Hert, der i øvrigt også var fodboldspiller på højt niveau, skabt en klassiker, der blev kendt som en ”martino” efter Theo Maertens kælenavn.

Det var i al fald sådan, Albert de Hert som 83-årig i 2005 fortalte historien til avisen Het Nieuwsblad, der var gået på jagt efter oprindelsen til det populære smørepålæg, selvom andre belgiere mener, at de retteligen står bag opfindelsen.

Nu stod der af forståelseshensyn ”tatar” tidligere i denne artikel. Det ville belgierne aldrig selv kalde det. For vejen til den krydrede martino går over en såkaldt americain preparé (filet américain i den fransk-talende del af landet), som er en blanding af hakket oksekød og sauce. Den kan laves på mange måder, men går overordnet ud på at blande fire dele kød med én del sauce (se opskrift). Det giver en smørbar masse, som der i nutidens Belgien findes et væld af variationer over, ligesom betegnelserne ”americain” og ”martino” bruges lidt i flæng. Både sandwichbarer, slagtere og supermarkeder tilbyder produktet – sidstnævnte typisk i en billig, fabriksfremstillet version, som er at finde på køl ved siden af produkter som skinke- og hønsesalat, der i al fald i Danmark er langt mere kendte.

For mens råt kød i en lang række former er kendt verden over, er martino aldrig rigtig slået an uden for Belgien. Og det er en skam, for martino smager dejligt, og det er nemt at lave sin egen version hjemme i køkkenet. Og måske skrue lidt op eller ned for krydderi-niveauet og antallet af ingredienser, selvom det ifølge Albert de Hert altså kun er en rigtig martino, hvis man bruger de otte ingredienser, han havde til rådighed den dag i 1951.