Den største fest jeg holdt, kan jeg ikke rigtig selv tage æren for. I næste uge er det 30 år siden. Sammen med min tilkomne sendte jeg en meget lang gæsteliste til mine forældre. Jeg tror nok, at min mor var lidt bekymret over, hvor mange der mon kunne blive plads til i det forsamlingshus, hvor vi skulle holde bryllupsfesten, men gæstfriheden var stor, og det samme var deres arbejde. Vi endte med at være godt 100 gæster i Ulsted Samlingshus, og inden var der kaffe for de mange gæster i Tabor, som var navnet på min fødebys missionshus.
Mens vi blev fotograferet, fik de mange gæster kaffe og kage. Nogle vil mene, at man måske kunne have ringet til bageren og bestilt noget kringle, men når man er vokset op i et hjem, hvor man selv lavede sylten, saften og bagte søndagens birkes, var det ikke noget, man overvejede. Min far valgte at bage et væld af orange chokoladekager til eftermiddagskaffen, hvilket han var ferm til. Faktisk var han ikke helt tilfreds med kagerne, så undervejs blev komfuret skiftet ud til en bedre. Men kagerne blev bagt med al den omsorg, som jeg har været polstret i.
Jeg hverken så eller smagte kagerne, for vi skulle jo fotograferes, og så er vi fremme ved det smertelige punkt: Jeg fik heller aldrig sagt ham tak. Ganske få år efter var det for sent. Forleden stod jeg og var ved at hælde tårer ned i bogen med den håndskrevne opskrift på hans orange chokoladekage, som jeg har noteret som ”Fars chokoladekage”.
Min mand så det, og jeg fortalte ham cirka, hvad jeg har skrevet her. Og så sagde han, hvad jeg håber er sandt: ”Jeg tror din far mærkede, at du var taknemmelig.” Det håb deler jeg, men jeg ville dog stadig gerne have nået at få sagt ham tak. Også for dette.